Vejen væk
fra mandens tæsk

HUSTRUVOLD: Hvert år bliver 80.000 kvinder udsat for vold eller trusler i danske hjem. Den 55-årige Bente blev slået og ydmyget af sin mand, så hun til sidst blev hentet af politiet og afleveret på et krisecenter.

Af Michael Lund

Det er en sommernat i juli. Bente får tæsk og bliver truet af sin mand i deres fælles hjem i Sønderborgområdet. Endnu engang, men også for sidste gang.

I panik flygter Bente ind hos en nabo, hun aldrig har talt med før. Naboen ringer efter politiet, som henter Bente, og efter en tur omkring Sønderborg Sygehus går hun med til at blive afleveret på Sønderborg Kvinde og Krisecenter. Det er midt om natten. Med sig har hun det tøj, hun står i, sine blå mærker og sin angst for ægtemanden. En af centrets frivillige tager imod hende.

- Jeg var i så akut krise, at jeg måtte, låne tøj af krisecentret, og jeg var meget, meget bange, men samtidig var jeg også lettet, fordi der pludselig var nogen, der sørgede for omsorg for mig. Jeg sad og snakkede med den frivillige, indtil jeg var faldet lidt til ro, og det var en utrolig dejlig fornemmelse, fortæller Bente.

Sendt i seng

Bente er en af de omkring 2000 kvinder, der sidste år flyttede ind på et af landets 35 krisecentre for voldsramte kvinder. Centrene er bemandet hver aften og nat af frivillige, der står klar til at tage imod nye ofre for voldelige ægtemænd, mens ansatte krisevagter arbejder i dagtimerne. De frivillige er ikke professionelle behandlere eller rådgivere, men de kan noget, der hjalp Bente ud af sit livs krise.

- De frivillige var gode til at lytte og snakke, når jeg havde behov for det, mens de ansatte på centret var utrolig gode til at hjælpe med alle de praktiske ting som politianmeldelse, separationspapirer og sygemelding, så jeg i stedet fik mere tid til at koncentrere mig om mig selv og få ro omkring mig. Jeg kan huske den første morgen her. Ruth sendte mig simpelt hen direkte i seng igen efter morgenmaden, siger Bente og smiler.

Ruth er centrets leder, bærer efternavnet Malle og har hørt tusindvis af historier som Bentes i løbet af sine 11 år med arbejde for voldsramte kvinder. Voldsmændene og de voldelige overgreb er forskellige, men den krise, kvinderne kommer i, er ofte den samme.

Sikkerhed i haven

- Noget af det vigtigste i starten er faktisk at sove og slappe af. Kvinder, der har været udsat for fysisk og psykisk vold, udviser en bestemt adfærd. De er forvirrede, mangler totalt overblik over situationen og er usammenhængende og nervøse. Derfor er det godt bare at falde til ro, forklarer Ruth Malle, som har sørget for, at krisecentret i Sønderborg er indrettet lyst og hyggeligt med en lille, lukket have.

Specielt den rolige have blev Bentes tilflugtssted fra fortiden. I den varme sommer kunne hun sidde det meste af dagen blandt blomsterne og planterne.

- Timerne i haven er faktisk det, jeg husker allerbedst fra min tid på krisecentret. Det gav bare ro, og du vidste, at der ikke kunne komme nogen. Man blev lidt puttet ind, som når man var lille, siger Bente.

Samtalerne med de frivillige og ansatte, psykologhjælp og samvær med de andre voldsramte kvinder på stedet gav langsomt Bente selvtilliden tilbage.

Efter nogle uger kunne hun gå i Netto og handle uden at kigge sig over skulderen. Efter en måned begyndte hun at arbejde igen, og efter præcis to måneder på krisecenteret flyttede hun i en lejlighed uden for centrets beskyttende mure.

Blev for børnene

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor Bente i første omgang skulle hentes af politiet, før hun sagde stop over for den voldelige ægtemand.

- Det er der folk, der har spurgt mig om før, men man skal tænke på, at det også er psykisk, man bliver udsat for vold. Man mister troen på sig selv, når man hele tiden får at vide, man ikke dur til noget. Jeg følte nærmest, det var min egen skyld og tænkte: Hvis jeg går, vil alle forsvinde for mig, og jeg vil miste mine børn, forklarer Bente.

I dag ser hun stadig sine to børn, som er voksne og flyttet hjemmefra, men den voldelige eksmand har hun ikke set siden julinatten for halvandet år siden. Børnene ser stadig deres far, selv om de kender til det voldelige forhold.

Bente arbejder i dag fuld tid i sit gamle job og er færdig med psykologhjælpen. Til gengæld er hun ikke færdig med krisecentret i Sønderborg. Bente er netop begyndt som frivillig for at hjælpe andre voldsramte kvinder og er dermed tilbage på centret et par gange om måneden.

Cirklen er sluttet, og volden blev efterladt undervejs.

* Da Bente stadig er påvirket af forholdet til den voldelige ægtemand, vil hun ikke fortælle nærmere om selve forholdet, ligesom hun ikke ønsker at stå frem offentligt. Derfor er hendes efternavn udeladt.

Billedtekst
Den 55-årige Bente boede to måneder på Sønderborg Kvinde- og Krisecenter efter at have levet med en voldelig ægtemand. Fortiden gør stadig ondt, og hun ønsker ikke at tale om sin tid med den voldelige mand. Men perioden på krisecentret, som hjalp hende væk fra volden, har hun til gengæld kun gode minder fra. Billedet er taget i krisecentrets samtalerum.