Højtider holder kvinder væk

Det er en myte, at specielt mange familier skulle gå i opløsning af at se hinanden så meget i juletiden. På krisecentrene får man færre besøgende i højtiden og ved store begivenheder.

Af Michael Lund

- Alle forsøger at have det godt i julen, og selv om volden stadig er der, bliver kvinderne i hjemmet for at opretholde facaden. Vi har faktisk også set det samme ske ved store, skræmmende begivenheder som 11. september og krigen i Bosnien, hvor vi fik færre besøgende, fordi familien rykker mere sammen, siger leder Ruth Malle fra Sønderborg Kvinde- og Krisecenter.

I stedet oplever hun, at de store rykind på krisecenteret kommer i begyndelsen af hvert kvartal - altså i januar, april, juli og oktober.

- Vi ved faktisk ikke rigtigt hvorfor. Måske har det noget med årstiderne og naturen at gøre, men det er nok mere sandsynligt, at det er på grund af penge. Børnepengene kommer jo hvert kvartal, og det kan give store diskussioner i en familie om, hvad pengene skal bruges til, da mange af de voldsramte kvinder bor sammen med alkohol- eller stofmisbrugere, siger Ruth Malle.

Billedtekst:
Leder Ruth Malle tager imod på Sønderborg Kvinde- og Krisecenter. I 2002 var der 3000 overnatninger på centret, hvilket er omkring dobbelt så mange som året før.

 

   
   

forside | aktuelt | artikler | billeder | layout | priser | cv | kontakt