Job med bank, gråd og trusler

HJÆLP: Lene H. tager sig af kvinder, der har fået bank af deres mænd. Det er et job med mange tårer, enkelte trusler, men også store succesoplevelser.

Af Michael Lund

Telefonen ringer på Lenes kontor. Det er politiet. En patrulje har været ude til husspektakler og ringer nu fra sygehuset, hvor de to politifolk står med en kvinde med et hævet ansigt og spor af kommende blå mærker.

Lene går i gang med sit arbejde. Hun sætter kaffe over, finder cigaretter frem, tænder stearinlys.

Klokken 23 ringer det på døren til krisecentret. De to politifolk står på trappen med den forslåede kvinde, og Lene lukker kvinden ind. Kvinderne sætter sig i samtalerummet, og Lene lader den nye gæst på krisecentret snakke, mens kvindens tårer triller ned.

53-årige Iene H. er frivillig på Sønderborg Kvinde- og Krisecenter, og historien om den grædende og forslåede kvinde er blot en af mange, Lene har lyttet til i sine to år som frivillig på centret. Et job, der ikke bliver belønnet med penge, men med gråd, følelser og af og til trusler.

Chikane fra mænd

- Efter de her to år føler jeg, at jeg har fået meget mere, end jeg har givet. Man vokser personligt ved at finde ud af, at man kan hjælpe folk på den her måde, og det giver utrolig mange kræfter at se folk komme ind som nedbrudte voldsofre og så komme videre som frie, selvstændige kvinder. Men selvfølgelig er det også hårdt, siger Lene H., hvis efternavn er hemmeligt på grund af krisecentrets regler.

De skal beskytte de frivillige fra vrede mænd, der vil have hævn.

Flere gange er det sket, at vrede mænd har chikaneret personalet på centret ved at ringe til dem privat, fordi de mente, det var personalets skyld, at deres hustru var flygtet fra det voldelige forhold. Derfor hedder alle centrets frivillige kun deres fornavn i forbindelse med arbejdet, så deres numre ikke kan findes i telefonbogen.

Holder konstant øje

Samtidig holder videokameraer konstant øje med centrets grund, så ingen kan slippe uset ind. Og banker en forsmået ægtemand på hoveddøren for at få sin hustru tilbage, forsvinder mændene næsten altid efter en kort snak, hvor krisecentret henviser dem til et rådgivningscenter for mænd eller til en psykolog. Nægter de at forlade stedet, bliver der ringet efter politiet, men den situation har Lene H. hidtil undgået.

- Jeg har aldrig selv oplevet noget truende, og der er faktisk en utrolig hyggelig og rar stemning her pa centret, selv om kvinderne er her på en mindre hyggelig baggrund. Hele indretningen er lavet så lyst og trygt som muligt, sige Lene og kigger rundt i mødelokalet, mens en stor tøjtiger og tøjløve byder børn velkommen.

På det hyggelige krisecenter i Sønderborg er de i alt 70 frivillige kvinder, som hver tager mindst tre vagter om måneden. Under vagterne overnatter de frivillige, da centret skal være bemandet døgnet rundt. Som Lene H. gjorde det, da den forslåede kvinde ringede på døren kokken 23.

Lyttede fire timer

- I sådan en situation er der kun ét at gøre: at trøste og lytte. Vi frivillige er jo ikke uddannede behandlere og skal ikke hjælpe professionelt, men bare være der for kvinderne og børnene, forklarer Lene.

Den pågældende aften blev hun siddende oppe til klokken tre om natten for at lytte til kvindens historie, inden hun lagde kvinden i seng på et af centrets fem værelser, mens hun selv lagde sig i det lille værelse, der er beregnet til den frivillige krisevagt.

En voldsramt kvinde - og hendes børn, der ofte følger med på centret - bor i gennemsnit seks-otte uger på centret, og i løbet af den tid kan det frivillige krisepersonale nå at komme tæt på de kvinder, der står i krisen. Men ikke for tæt.

- Mange af kvinderne holder deres ophold på centret hemmeligt for omverdenen, så vi har en regel om, at vi frivillige ikke hilser på dem, hvis vi møder dem på gaden. Med mindre de hilser først. Og det er faktisk det eneste svære ved jobbet, at man pludselig kan løbe ind i en kvinde, der har grædt ud ved én en hel nat, og så kan man ikke lige give hende et knus, fordi hun ignorerer dig, siger Lene.

Billedtekst:
53-årige Lene H. blev førtidspensionist for to år siden efter arbejdet som receptionist, men følte stadig hun kunne gøre noget for andre. Derfor arbejder hun i dag som frivillig på krisecent Sønderborg. De frivilliges efternavne er beskyttet af kvindecentret, da frivillige tidligere er blevet truet, efter at voldelige mænd har fået fat i deres telefonnumre.