|
||||
|
Taletid til de fattigste Før var Bangladesh's fattige landsbyer afskåret fra telefonnettet, men i dag ejer 50.000 landsbykvinder en mobiltelefon. Årsagen hedder mikrokredit. Af Michael Lund og Signe Daugbjerg
Hendes hjem ligger 300 kilometer nord for hovedstaden Dhaka - i den lille landsby Naya Para Kamardah, hvor hovedgaden er en mudret grusvej, og de fleste huse er lavet af bambus og siv. Det er en af det fattige lands fattigste egne. Men Rahela Begum klager ikke. - For 20 år siden var jeg daglejer og arbejdede for en krone om dagen på andres marker. I dag tjener jeg mange penge og har købt min egen jord. Jeg gror kartofler, ris og sukkerrør, og jeg kan sende mine børn i skole, fortæller hun. Rahela Begum er en af mikrokredit-organisationen Grameen Banks succeshistorier. Gennem 20 år har hun optaget små lån fra 300 kroner og op hver eneste år, indtil hun for halvandet år siden lånte penge til at købe en mobiltelefon gennem bankens Village Phone-projekt. Hendes Nokia-telefon blev den første telefonlinje i Naya Para Kamardah nogensinde. Ligesom 50.000 andre telefonkvinder i Bangladesh's fattige landsbyer lejer Rahela Begum i dag taletid ud til sine naboer for 50 ører per minut, så de kan lave aftaler om at sælge varer i storbyerne eller ringe til bortrejste slægtninge uden først at skulle rejse 30-40 kilometer til den nærmeste telefonlinje. Kun for kvinder Hos Grameen Telecom, hvor projektet ledes, er man næsten overvældet af succesen. - Vi mødte en del skepsis, da vi startede projektet, og der var selv folk i vores egne rækker, som tvivlede. Mange mente ikke, at fattige, uuddannede kvinder ville kunne forstå teknologien og betjene mobiltelefonerne. Men de lærer det hurtigt, og projektet går så godt, at vi regner med at have 100.000 Village Phones ved udgangen af året, siger Faridul Huq, direktør i Grameen Telecom. Village Phone-projektet har sikret, at halvdelen af Bangladesh's landsbyer har fået adgang til telekommunikation, og nogle få har endda adgang til internettet over de mobile forbindelser. I Naya Para Kamardah har Rahela Begum et lille kontor med afskallede vægge, hvor omkring 40-50 bangladeshere hver dag kommer for at ringe. Hendes sønner hjælper hende med at bruge telefonen, mens hendes mand arbejder på den jord, hun har købt for andre Grameen Bank-lån. Grameen Bank låner fortrinsvis til kvinder ud fra en filosof om, at kvinderne har sværest ved at få jobs og desuden har brug for al den støtte, de kan få i det mandsdominerede Bangladesh. Desuden er kvinderne mere tilbøjelige til at investere overskuddet i deres egne børn og dermed forbedre levevilkårene for næste generation. Og så betaler kvinderne tilbage. Ligesom 99,06 procent af bankens andre lånere har Rahela Begum altid betalt sine afdrag. - Den første gang lånte jeg 300 taka (30 kroner, red.) til at købe et redskab til at afskalle ris med. De penge var virkelig hårde at betale tilbage, fordi jeg ikke var vant til systemet, og fordi jeg skulle vænne mig til at betale hver uge. Da måtte jeg arbejde utrolig hårdt, men i dag er det nemmere, fordi mine sønner er voksne, og fordi jeg kender systemet, siger Rahela Begum, der er mor til fire sønner og en datter. Hårde metoder En høj tilbagebetalingsprocent er altafgørende, når man som Grameen Bank låner penge ud uden sikkerhed. Organisationen bruger derfor hårde metoder for at motivere de fattige landsbykvinder til at betale tilbage. Nogle metoder minder mest om tvang. Kvinderne, der i forvejen betaler 10-12 procent i effektiv rente, får lagt 50 procent oven i lånet, hvis de kommer et år bagud. Efter to år bliver lånet fordoblet, og betaler kvinden ikke sine afdrag til den tid, bliver hun afskåret fra nogensinde at låne penge igen hos Grameen Bank. Samtidig er hele Grameen-systemet bygget op om fællesskabsfølelse. Alle lånerne er organiseret i grupper af fem kvinder, og betaler én af kvinderne ikke sine afdrag til tiden, opfordres de fire andre til at betale hendes afdrag i en periode. - Ja, det er et hårdt system, men det er nødvendigt. Grameen Bank har mange flere udgifter end en normal bank, fordi repræsentanter besøger landsbyerne hver uge for at samle afdrag, i stedet for at lånerne kommer til banken, så det er absolut nødvendigt, at folk betaler tilbage. Gruppepresset på den enkelte kan være hårdt, men det virker, siger Faridul Huq. I de fem landsbyer i det nordlige Bangladesh, Finans & Samfund har besøgt, er holdningen til Grameen Bank da også overordnet positiv som i Rahela Begums tilfælde. Men der er også kvinder, der har haft dårlige oplevelser med mikrokredit. De kritiske røster Én kvinde fortæller om en Grameen Bank-mand, der udnytter sin position til at kræve, at de fattige landsbyboere betaler en elektrisk vifte til ham. Andre fortæller, at lånene er sværere at betale tilbage, end de først havde indtryk af, og at bankens metoder til at opkræve pengene føles barske, når de kommer bagud med lånene. For et par år siden udbrød der så stor utilfredshed med Grameen Banks praksis med at tvinge folk til at spare en procentdel af deres indtægter op i banken, at mange tusind kvinder stoppede med at betale afdrag, indtil ordningen blev lavet om. - Der vil altid være skruppelløse mænd, som ham du nævner, der måske udnytter sin position, men jeg tror, problemet er lille, fordi vores ansatte ved, at de bliver fyret, hvis det bliver opdaget. Med hensyn til de tvungne opsparinger og de hårde metoder, så skal man tænke på, at det er til kvindernes eget bedste. De er ikke vant til at planlægge deres økonomi, så det kan være nødvendigt at gøre det for dem, siger Faridul Huq. Blandt bambushytterne i Naya Para Kamardah er Rahela Begum taknemmelig over for sin mikrokredit-organisation. Selvom konkurrencen er blevet hårdere fra nye Village Phone-kvinder i nabolaget, tjener hun stadig 20-30 kroner om dagen på sin telefon, og overskuddet er investeret i nye projekter. Næste gang vil hun låne 2500 kroner - det svarer til månedslønnen for en højesteretsdommer i Bangladesh - til at købe mere jord og åbne en lille købmandsforretning. Hun har svært ved at sige, hvad hun ville have gjort uden mikrokredit. Efter at have tænkt sig længe om, svarer hun. - Det ville være slemt. Jeg havde nok været tvunget til at arbejde på andres rismarker for 10-20 taka om dagen (1-2 kroner, red.), og mine sønner ville være nødt til at knokle dagen lang som rickshawkørere uden at komme i skole. Det er svært for mig at tænke på. Fakta: De små lån Mikrokredit er en fælles betegnelse for at låne små beløb ud til fattige modtagere. Ideen om at organisere mikrokredit i større organisationer opstod i 1970'erne og bredte sig hastigt efter Grameen Banks udbredelse i Bangladesh. I dag eksisterer der over 10.000 forskellige mikrofinans-institutioner (MFI'er) på verdensplan. Mange målretter deres lån til kvinder, da disse ofte har små muligheder for at få lønarbejde og desuden regnes for mere villige til at investere pengene i skolegang for deres børn. Gennemsnitsstørrelsen på lånene varierer verden over - fra 1000 kroner i Bangladesh til 3000 kroner i Argentina. Ved udgangen af 2002 blev der givet mikrolån til 67,6 millioner fattige mennesker verden over, heraf de 59,6 millioner i Asien og heraf 15 millioner i Bangladesh. Kilde: Microcredit Summit Campaign Report 2003 Fakta: Grameen Bank Grameen Bank regnes som verdens første organiserede mikrokredit-organisation. Grameen Bank er blevet ændret løbende siden ideen blev født i 1976, men fundamentet har hele tiden været at låne penge ud til de fattige og uuddannede - fortrinsvis kvinder - i Bangladesh's landsbyer. I begyndelsen optog banken lån og modtog penge fra donororganisationer, men siden 1998 har den været selvfinansierende. I dag har banken 3,2 millioner lånere, hvoraf 95 procent er kvinder. 99,06 procent af lånerne betaler deres lån tilbage. Grameen Bank er etableret på et non-profit grundlag og ejes for 93 procents vedkommende af lånerne selv, mens de sidste syv procent ejes af staten. |
||||
Rahela Begum ved ikke helt, hvor gammel hun er. Den midaldrende kvinde kan hverken læse eller skrive, og hun bor i den del af Bangladesh, hvor der er vigtigere ting at holde styr på end fødselsdage.