Krigen fortsætter i Danmark

Det store sammenbrud: Thomas har svært ved at vænne sig til livet herhjemme efter at have været FN-soldat i Eksjugoslavien.

Af Michael Lund og Thomas Helsborg

Thomas er nervøs. Det er mere end fem år siden, at han sidst sad over for sin militærpsykolog. Den midaldrende kvinde spørger, hvorfor han mener, at han har brug for hjælp igen.

Det er den 14. august 1999, og det er over tre og et halvt år siden, at han var sidst var udsendt som soldat.

Thomas ved ikke, hvor han skal begynde. Han kommer i tanke om en episode ved et bryllup på Grundlovsdag året før og begynder at fortælle.

De 30 gæster har fundet deres plads i de lyse kælderlokaler på Hotel Savoy. Thomas er iført sort smoking, og han sidder ved langbordet sammen med brudeparret.

To meter bag hans ryg er der to svingdøre af metal, der fører ud til køkkenet. Hver gang dørene går op, vender han sig rundt. Han ved ikke, om han har venner eller fjender bag sig.

Thomas er lige blevet færdig med kalvestegen. Pludselig eksploderer et granatnedslag få meter bag ham.

Han farer lynhurtigt op fra stolen lynhurtigt for at få et overblik over nedslagets skader. Og for at lokalisere fjenden.

Skræmt af knuste glas og tallerkener

I køkkenet bøjer en tjener i hvid uniform sig ned for at samle de knuste glas og tallerkner op. Der er hverken fjender eller granater at se.

Med hurtigt bankende hjerte går Thomas ud. Han ved, at hans bedste ven Johnny er den eneste, som rigtig kan støtte ham nu. Han tager sin Ericsson 628 frem, men der er ingen forbindelse. Han smadrer mobiltelefonen i betonen.

Thomas fortæller også psykologen andre historier om det rakkerliv, som han har levet siden sin sidste udsendelse til Eksjugoslavien i 1996.

Han snakker om hans skrantende kæresteforhold. Om alkoholmisbruget. Om arbejdsløshed og vekslende jobs som chauffør, lagermand og stilladsarbejder. Han er blevet ligeglad med sig selv og sine omgivelser. Psykologen vil stadig helst snakke om hans barndom. Men Thomas føler ikke, at han kommer nogle vegne, når de næsten ikke snakker om Eksjugoslavien. Fem psykologbesøg senere stopper samtalerne.

Thomas bruger meget af sin tid i hjemmeværnet, og det er herigennem, at han møder sin nye kæreste Natasha i maj 2000. På hendes første besøg hos ham, bryder han sammen og græder i tre timer, da de ser en af hans gamle hjemmevideoer fra Eksjugoslavien.

Fire måneder senere deltager de sammen i en hjemmeværnsøvelse i Oksbøl. Det er september 2000, og Thomas ligger på jorden og beskyder fjenderne med sit lette maskingevær. Det hele buldrer og brager. Fjenderne er for stærke, og Thomas' kompagni trækker sig tilbage. Da han flygter tilbage mod byen, triller tårerne ned over den grønne og sorte camouflagefarve på hans kinder.

Afgiver sin samkvemsret

Natasha løber hen til ham, og hun bliver forskrækket, da han panisk skriger af hende.

- Løb rundt om bygningen, for helvede, løb rundt om bygningen.

Lidt efter buldrer en kampvogn ned mod ham. Thomas affyrer sine sidste skud og sætter sig over i et hjørne.

Først i det øjeblik kommer gråden. Fra storetåen og hele vejen op i gennem kroppen. Han ryster, hulker og er fuldstændig drænet for energi.

Han prøver at undgå at tænke på, hvad hans venner og kolleger tænker om ham.

Den næste måneds tid er Thomas stadig pirrelig og utilpas. Samtidig har han utallige opslidende skænderier med ekskæresten Berit angående deres treårige datter Charlotte.

Den 8. oktober 2000 tager han en svær beslutning. Han afgiver sin samkvemsret til datteren, for så har han i hvert fald en ting mindre at bekymre sig om.

Han bliver gift med Natasha og begynder at nedtrappe sit alkoholforbrug. I en periode går det godt, men der skal ikke meget til at ryste ham.

På seksårsdagen for bombardementet i Dvor, den 18. september 2001, går Thomas i silende regnvejr ind ad hovedindgangen på Sjælsmark Kaserne. Der skal indvies en ny mindetavle for de to faldne soldater fra hans hold i Dvor 1995.

Vil prøve anden psykolog

Efter ceremonien går folk i messen, hvor der bliver drukket øl. En civil, kvindelig psykolog holder et foredrag om den psykiske lidelse post-traumatisk stress eller PTSD, som kun kalder det. Om de typiske reaktioner og symptomer, som kan forekomme efter en udsendelse.

Man kan for eksempel få mareridt, blive ligeglad med sine omgivelser eller opleve voldsomme kropslige reaktioner i situationer, der minder om den traumatiske begivenhed. Søvnløshed, rastløshed, humørsvingninger og alkoholproblemer.

Thomas kan genkende mange af tingene. Han taler med sin gamle feltpræst Lars om det. Og Lars fortæller, at han er lidt chokeret over, hvor mange soldater der stadig har brug for at få snakket ud om dengang.

Dagen efter kan Thomas ikke stoppe med at tænke over udsendelserne, og han begynder igen at drikke fra morgen til aften.

En måned efter mindearrangementet er Thomas allerede ved at blive separeret fra Natasha. Han kan ikke forklare hende hvorfor. Han kan bare ikke byde hende, den måde han er på.

Han drikker voldsomt og kaster blod op under en af de mange drukture.

Siden mindearrangementet har Thomas gået rundt med telefonnummeret til forsvarets psykologer i lommen. Den 22. oktober 2001 ringer han og siger, at han vil snakke med en anden psykolog end tidligere.

Den nye militærpsykolog viser sig at være bedre. Hun har været i Eksjugoslavien og kender til missionerne.

Thomas bliver positivt overrasket. Psykologen underskriver en lægeerklæring på, at han har belastningsreaktioner efter sine udsendelser. Det betyder meget for ham at få det første synlige bevis på, at udsendelsen har skadet ham.

Han mødes med den nye psykolog hver uge i halvanden måned. For første gang i seks år føler Thomas, at han får snakket ud om oplevelserne i Eksjugoslavien.

Han begynder at forstå sammenhængen mellem udsendelserne og det fordrukne rakkerliv, som han levet siden.

Under samtalerne synes Thomas, at han ændrer karakter og forståelse for sig selv. Og for andre folk. Han bliver mere medgørlig. Og han stopper med at skjule knive og gå med skarpe patroner under øvelser.

Thomas indser nu, at han har svigtet sin nu 4-årige datter Charlotte. De har ikke har set hinanden i over et år, da han tager til kontakt til ekskæresten Berit. I november 2001 genforenes han med sin datter, og han møder hende med tårer i øjnene.

I begyndelsen af 2002 flytter han tilbage til Amager for at starte et nyt liv. Han stopper næsten helt med at drikke. Han møder sin nye kæreste Karina og får job som lagermand på korn- og foderfirmaet Amager Mølle.

Han får kontakt til veteranforeningen De Blå Baretter og deres støttegruppe Kammeratstøtteordningen, der hjælper tidligere udsendte soldater med psykiske problemer.

Gennem dem oplever han, at han ikke er alene med sine psykiske problemer.

Thomas bliver endnu mere lykkelig, da han i november 2002 bliver far til sin anden datter, da Karina føder Michella.

Men i maj 2003 er han ved at snuble, da han er på øvelse med hjemmeværnet.

På et tidspunkt mærker han en snor på sine tynde sommerstøvler. En fælde. Kroppen reagerer instinktivt på dødstruslen. Og han begynder at råbe og skrige af alle. Både deltagere på øvelsen, og dem som kigger på fra sidelinien.

Slutter efter 17 år i hjemmeværnet

Øvelsesbanen er kun 200 meter lang, men bagefter dirrer Thomas, og han er gennemvædet af sved. Han har det som efter en dårlig drøm i sengen.

Den næste times tid kan ingen udover Johnny snakke til ham uden at få skældud. Han får Johnny til at hente to bajere, selv om øvelsen ikke er slut. De sætter sig og snakker, men Johnny ved godt, hvad Thomas har besluttet sig for.

- Det er slut, siger han.

Den 19. august 2003 tager Thomas ind til hjemmeværnets depot med alle sine ting.

Thomas' puls er helt normal, og der er ingen tvivl i hans sind. Han vil ikke længere have noget at gøre med det grønne tøj og våbnene.

20 minutter efter er alting afleveret. Det er slut efter 17 år i grønt tøj. Ikke flere øvelser med sin bedste ven Johnny. Ikke flere fester med de øvrige soldaterkammerater. Men heller ikke flere ubehagelige sammenbrud under øvelserne.

Thomas står sammen med Karina, der bærer deres otte måneder gamle datter Michella. Han føler sig lettet, da de går ud af den store firkantede murstensbygning, ud af det store jerngitter ved porten, ud i den fri luft.

Det er en helt almindelig let skyet sensommerdag i august. Hans delingsfører Sten får et farvelkram, og det er så det. Thomas er ikke det mindste vemodig. Han smiler. Han har ikke engang lyst til en afskedsbajer.

Thomas Pedersen er i dag 35 år. Han har været fast sammen med Karina i over to år, og han arbejder fortsat på Amager Mølle. Thomas har stadig svært ved at sove uden at drikke et par øl. Men siden han forlod hjemmeværnet i sommer, er han ikke brudt sammen. Han synes, at han i dag har det bedre, end han har haft det længe.