De usynlige sår
Kapitel 3: Det sidste slag
Resumé: Thomas Pedersen har været udsendt fem gange som soldat i Eksjugoslavien. Blandt andet i Dvor-lejren, hvor to danskere i 1995 mistede livet under 36 timers bombardementer. Siden har han haft svært ved at vænne sig til livet i Danmark. Han har forladt sin gravide kæreste, og han drikker voldsomt.
Af Michael Lund og Thomas Helsborg
Thomas er nervøs. Det er mere end fem år siden, at han sidst sad på Svanemøllen Kaserne og drak kaffe over for sin militærpsykolog. Den midaldrende kvinde spørger, hvorfor han mener, at han har brug for hjælp igen.
Det er den 14. august 1999, og det er over tre og et halvt år siden, at han var sidst var udsendt som soldat.
Thomas ved ikke, hvor han skal begynde. Ordene kommer ikke lige så let, som de plejer. Han kommer i tanke om en episode ved et bryllup på Grundlovsdag året før og begynder at fortælle for at bryde tavsheden.
De 30 gæster har fundet deres plads i de lyse kælderlokaler på Hotel Savoy. Thomas er iført sort smoking med rødt skærf, og han sidder ved langbordet sammen med brudeparret, hans tidligere kæreste Inger og hendes brudgom.
To meter bag hans ryg er der to svingdøre af metal, der fører ud til køkkenet. Hver gang dørene går op, vender han sig rundt. Han ved ikke, om han har venner eller fjender bag sig.
Thomas er lige blevet færdig med kalvestegen og kartoffelkroketterne. Pludselig eksploderer et granatnedslag få meter bag ham.
Han farer op fra stolen parat til forsvare sig selv og de øvrige bryllupsgæster. Adrenalinet pumper i hans krop. Med knyttede næver vender han sig lynhurtigt om for at få et overblik over nedslagets skader. For at finde et sted at søge i dækning før næste nedslag. Og for at lokalisere fjenden.
I køkkenet bøjer en tjener i hvid uniform sig ned for at samle de knuste glas og tallerkner op. Der er hverken fjender eller granater at se.
Med hurtigt bankende hjerte går Thomas mod udgangen til Vesterbrogade. Han har brug for frisk luft. Brug for at få pulsen ned igen.
Thomas ved, at hans bedste ven Johnny er den eneste, som rigtig kan støtte ham i sådan en situation. Han tager sin Ericsson 628 frem, men der er ingen forbindelse. Han smadrer mobiltelefonen i betonen.
Psykologen skriver historien ned i Thomas' journal. To en halv måned senere er den håndskrevne journal fyldt med mange flere historier om det rakkerliv, som han har levet siden den sidste udsendelse til Eksjugoslavien i 1996.
Der står om hans skrantende kæresteforhold. Om alkoholmisbruget. Om arbejdsløshed og vekslende jobs som chauffør, lagermand og stilladsarbejder. Og om hans humørsvingninger.
Han er blevet ligeglad med sig selv og sine omgivelser. Han føler ikke, der er handling og udvikling i hans liv.
Thomas fortæller om sine problemer, men psykologen vil stadig helst snakke om hans barndom. Thomas føler ikke, at han kommer nogle vegne, når de næsten ikke snakker om Eksjugoslavien. Fem psykologbesøg senere stopper samtalerne.
Han bruger meget af sin tid i hjemmeværnet, og det er herigennem, at han møder sin nye kæreste Natasha i maj 2000. På hendes første besøg hos ham, bryder han sammen og græder i tre timer, da de ser en af hans gamle hjemmevideoer fra Eksjugoslavien.
Fire måneder senere er de stadig sammen, da de deltager i samme hjemmeværnsøvelse. Det er september 2000, og deres kompagnier har fået til opgave at forsvare øvelsesbyen Brikby i militærterrænet i Oksbøl.
Thomas ligger på jorden og beskyder fjenderne med sit 12,5 kg tunge maskingevær. Hans kompagni har holdt stand i halvandet døgn. Men tre fjendtlige Leopold A2 kampvogne og 30-40 mand rykker tættere og tættere på.
Pulsen stiger, og han begynder at ligge uroligt. Efter en skudbyge løfter han geværet, ruller rundt på ryggen og skyder videre fra sit nye gemmested. Kort efter skifter han igen stilling. Han har kun et tyndt buskads at gemme sig bag, og han er nervøs for at ligge for længe det samme sted. Nervøs for at kampvogne og snigskytter kan få et dræbende skud ind på ham.
Det hele buldrer og brager. Folk råber og skriger, og selv jetjagere banker hen over området.
Efter mere end 800 skud skifter han geværets vekselpibe, hvor flammerne fra det løse krudt ryger igennem. Han har forsvarets fingerløse vanter på, men han ænser det ikke, da vekselpibens glohede metal brænder sig ind i hans hud.
Fjenderne er for stærke, og kompagniet får ordrer om tilbagetrækning. Thomas har det kraftigste våben i delingen og trækker sig som sidste mand. Da han flygter tilbage mod byen, triller tårene ned over den grønne og sorte camouflagefarve på hans kinder.
Kampvognene forfølger ham ind i Brikby, da han løber baglæns ind af en gade. Han står i dækning af et hushjørne, da Natasha løber hen til ham og spørger, hvor hun skal være.
Hun bliver forskrækket, da han panisk skriger af hende.
- Løb rundt om bygningen, for helvede, løb rundt om bygningen.
Lidt efter buldrer kampvognen ned mod ham. Thomas har geværet over skulderen og trykker stående sine sidste 25 skud af mod den uovervindelige fjende.
Så aflader han maskingeværet, stiller det ned på jorden, piller hjelmen af og sætter sig i et hjørne.
Først i det øjeblik kommer gråden. Fra storetåen og hele vejen op i gennem kroppen. Han ryster og koldsveder.
Natasha opdager, at han sidder krøllet sammen op af muren, men Thomas beder sin delingsfører om at få hende til at skride. Han drikker tre liter vand på 10 minutter, og han er fuldstændig drænet for energi.
Han prøver at undgå at tænke på, hvad hans venner og kolleger tænker om ham.
Den næste måneds tid er Thomas stadig pirrelig og utilpas. Samtidig har han utallige opslidende skænderier med ekskæresten Berit angående deres 3-årige datter Charlotte.
Den 8. oktober 2000 tager han en svær beslutning. Han afgiver sin samkvemsret til datteren, for så har han i hvert fald en ting mindre at bekymre sig om.
Han bliver gift med Natasha og begynder at nedtrappe sit alkoholforbrug. I en periode går det godt, men der skal ikke meget til at ryste ham.
En eftermiddag i august 2001 står Thomas i badet efter arbejde, da Natasha kommer ud til ham med et brev. Thomas bliver ligbleg, da han ser, det er fra forsvaret.
- Det er en udsendelse, siger han.
Hele hans krop ryster, da han tager imod konvolutten. Han åbner brevet og ser, det er en invitation til en indvielse af en ny mindetavle for de to faldne soldater fra hans hold i Dvor 1995.
Om formiddagen den 18. september 2001, på seksårsdagen for bombardementet i Dvor, sidder Thomas alene på Allerød Station og venter med en stor klump i maven på bussen. Han drikker en øl for at dulme nerverne.
Senere går han i silende regnvejr ind ad hovedindgangen på Sjælsmark Kaserne. Blæsten river i det hejste Dannebrogsflag, og de mørke skyer på himlen giver ingen forhåbninger om bedre vejr for de omkring 200 fremmødte.
Feltpræsten, der var med i Eksjugoslavien, holder en af mindetalerne.
- De oplevelser vil præge os resten af livet, selv om de fleste af os heldigvis lærer at leve med dem. De er der alligevel inde i os, de voldsomme oplevelser, siger han.
Efter talerne bliver der lagt blomsterkranse ved mindetavlen. Og så går folk i læ i messen, hvor der bliver drukket øl.
En civil, kvindelig psykolog holder et foredrag om den psykiske lidelse post-traumatisk stress eller PTSD, som kun kalder det. Om de typiske reaktioner og symptomer, som kan forekomme efter en udsendelse.
Man kan for eksempel få mareridt, blive ligeglad med sine omgivelser eller opleve voldsomme kropslige reaktioner i situationer, der minder om den traumatiske begivenhed. Søvnløshed, rastløshed, humørsvingninger og alkoholproblemer.
Thomas kan genkende mange af tingene. Han taler med sin gamle feltpræst Lars om sine symptomer. Og Lars fortæller, at han er lidt chokeret over, hvor mange soldater der stadig har brug for at få snakket ud om dengang.
Dagen efter gør de mange øl og kaffe med baileys ondt, og Thomas tager en sygedag. Men de ubehagelige tanker går ikke væk, og han begynder igen at drikke fra morgen til aften.
En måned efter mindearrangementet er Thomas allerede ved at blive separeret fra Natasha. Han kan ikke forklare hende hvorfor. Andet end, at han ikke kan byde hende, den måde han er på.
Han drikker voldsomt og kaster blod op under en af de mange drukture.
Siden mindearrangementet har Thomas gået rundt med telefonnummeret til forsvarets psykologer i lommen. Den 22. oktober 2001 ringer han til Svanemøllen Kaserne, selv om han tvivler på, at psykologerne kan hjælpe. Han prøver at komme til at snakke med en anden psykolog end tidligere.
Den nye militærpsykolog viser sig at være hende, som Thomas snakkede med nede i Eksjugoslavien efter bombardementet. Hun har været i området og kender til missionerne.
Hun spørger til hans tid som udsendt soldat i stedet for kun at snakke om hans barndom, som den tidligere psykolog gjorde. Thomas bliver positivt overrasket.
Psykologen underskriver en lægeerklæring på, at han har belastningsreaktioner efter sine udsendelser, og at han går til ambulant psykologisk behandling. Det betyder meget for ham at få det første synlige bevis på, at udsendelsen har skadet ham.
Han mødes med den nye psykolog hver uge i halvanden måned. For første gang i seks år føler Thomas, at han får snakket ud om oplevelserne i Eksjugoslavien.
Han begynder at forstå sammenhængen mellem udsendelserne og det fordrukne rakkerliv, som han levet siden. Psykologen sætter ord på hans følelser og forklarer, hvorfor de opstår. Og hun lærer ham, hvordan han skal håndtere sine reaktioner.
Under samtalerne synes Thomas, at han ændrer karakter og forståelse for sig selv. Og for andre folk. Han bliver mere medgørlig. Og han stopper med at skjule knive og gå med skarpe patroner under øvelser.
Thomas begynder også at savne sin nu 4-årige datter Charlotte, og han indser, at han har svigtet hende. De har ikke har set hinanden i over et år, da han tager til kontakt til ekskæresten Berit. I november 2001 genforenes han med sin datter, og han møder hende med tårer i øjnene.
I begyndelsen af 2002 flytter han tilbage til Amager for at starte et nyt liv. Han stopper næsten helt med at drikke. Han møder sin nye kæreste Karina og får job som lagermand på korn- og foderfirmaet Amager Mølle.
Rammerne til et forandret liv er på plads. Men han ved fra psykologsamtalerne, at han selv må fortsætte med at bearbejde traumerne.
Han får kontakt til veteranforeningen De Blå Baretter og deres støttegruppe Kammeratstøtteordningen, der hjælper tidligere udsendte soldater med psykiske problemer. Thomas deltager i flere af deres arrangementer, blandt andet en uges udflugt til Norge sammen andre soldater, der var udsendt i Eksjugoslavien.
Gennem Kammeratstøtteordningen oplever han, at mange andre soldater har de samme psykiske problemer som ham.
Thomas har det godt, og han bliver endnu mere lykkelig, da han i november 2002 bliver far til sin anden datter, da Karina føder Michelle.
Men i maj 2003 er han ved at snuble. Det er søndagen efter Kristi himmelfart, og Thomas er på øvelse ved Marinehjemmeværnsskolen i Slipshavn på Fyn.
På et tidspunkt mærker han en snor på sine tynde sommerstøvler. En fælde. Kroppen reagerer instinktivt på dødstruslen. Og han begynder at råbe og skrige af alle. Både deltagere på øvelsen, og dem som kigger på fra sidelinien.
Øvelsesbanen er kun 200 meter lang, men bagefter er Thomas gennemvædet af sved. Han dirrer, og pulsen er tre gange højere end normalt. Han har det som efter en dårlig drøm i sengen.
Den næste times tid kan ingen udover Johnny snakke til ham uden at få skældud. Han får Johnny til at hente to bajere, selv om øvelsen ikke er slut. De sætter sig og snakker, men Johnny ved godt, hvad Thomas har besluttet sig for.
- Det er slut, siger han.
Den 19. august 2003 står Thomas hjemme i sin lejlighed foran hele sin militære udrustning. Alt lige fra uniform til forbindinger bliver tjekket to gange og pakket ned. Derefter kører Karina ham ind til hjemmeværnets depot på Christianhavns Voldgade.
Hans delingsfører Sten møder frem 10 minutter forsinket, men Thomas har ikke travlt.
De går sammen ind i det store lyse depot, hvor støvler, jakker og hjelme hober sig op på de flere meter høje reoler. Vinduerne i depotet er tyverisikret med hvide tremmer.
Det minder om mange andre militærdepoter, som Thomas har arbejdet på. Men det vækker ingen minder om hans nedbrændte, forkullede depot i Eksjugoslavien.
Thomas' puls er helt normal, og der er ingen tvivl i hans sind. Han vil ikke længere have noget at gøre med det grønne tøj og våbnene.
Det tager 20 minutter.
Så er tingene afleveret ved det store depots ekspedition. Så er der slut efter 17 år i grønt tøj. Ikke flere øvelser med sin bedste ven Johnny. Ikke flere fester med de øvrige soldaterkammerater. Men heller ikke flere ubehagelige sammenbrud under øvelserne.
Thomas står sammen med Karina, der bærer deres otte måneder gamle datter Michelle. Han føler sig lettet, da han går ud af den store firkantede murstensbygning, ud af det store jerngitter ved porten, ud i den fri luft.
Det er en helt almindelig let skyet sensommerdag i august. Sten får et farvelkram, og det er så det. Thomas er ikke det mindste vemodig. Han smiler. Han har ikke engang lyst til en afskedsbajer.
Thomas Pedersen er i dag 35 år. Han har været fast sammen med Karina i snart to år. Han arbejder fortsat på Amager Mølle, hvor han har været ansat i et år og 10 måneder. Thomas har stadig svært ved at sove uden at drikke et par øl. Men siden han forlod hjemmeværnet i sommer, er han ikke brudt sammen. Han synes, at han i dag har det bedre, end han har haft det længe.
Billedtekst (til portræt af Thomas Pedersen):
Psykisk såret. Thomas Pedersen glemmer aldrig sin tid som fredsbevarende soldat i Eksjugoslavien. Som mange andre kom han hjem med en ændret personlighed.
|