"Væk! Væk! Flyene kommer!"

Den ene dag var Beirut en by fuld af turister og natteliv. Den næste væltede det ned over Libanons hovedstad med israelske missiler og bomber. Arena's Michael Lund var i Beirut for at skrive om byens opblomstring, da han blev fanget i bomberegnen.

Af Michael Lund

Ruderne i den fem etager høje kontorbygning er blæst ud. En udbrændt bil står foran den lokale bilforhandler. Og midt på vejen er et 15 meter bredt bombekrater fyldt med vand fra sprængte vandrør. Lokale indbyggere fra den sydlige bydel i Beirut står rundt om og forklarer mig, hvad der skete, da israelske missiler ramte bydelen kl. 4.15 samme morgen.

"Der lød et stort brag, og ruderne blæste ud i alle bygninger. Det var skræmmende," forklarer en ældre mand, da der pludselig går panik i forsamlingen.

Over os lyder den frygtede rumlen af israelske jagerfly, og få sekunder efter ryster kvarterer atter af et voldsomt brag.

"Væk! Væk! Flyene kommer," råber en politimand og spurter selv i den modsatte retning af eksplosionen. Min tolk, den 28-årige libaneser Chadi Hassem, tager fat i min arm og hiver mig i retningen af hans bil. Vi kaster os ind i hans lille Peugeot, og Chadi laver en hurtig uvending, mens desperate taxaer og scootere dytter af os for at komme væk fra lyden af de israelske jagere. Chadi trykker speederen i bund, og vi ræser ud af bydelen, mens endnu en eksplosion lyder i baggrunden.

Det er fredag den 14. juli, og israelske fly og flådefartøjer har nu bombet Libanon i tre dage og dræbt over 70 libanesere. Og inden fredagen er omme er jeg selv to gange alt for tæt på at blive et af tabstallene.

Jeg er kommet til Beirut ugen før. Som freelancejournalist for bl.a. Arena skal jeg skrive om landets journalister, byggeboom og natteliv. Da jeg ankommer, er Beirut en fredelig by, der oplever et økonomisk og kulturelt opsving. Men onsdag den 12. juli ændrer situationen sig drastisk.

Den militante shiamuslimske gruppe Hizbollah angriber en israelsk patrulje og tager to soldater som gidsler. Reaktionen fra Israel kommer med det samme: Jagerfly angriber veje, lufthavne og hele boligkvarterer i landet. Og jeg bliver kimet ned af danske medier, som vil have mig til at dække angrebene, da der ikke er andre danske journalister i landet.

Natten til fredag er jeg flere gange vågnet med et sæt på grund af de høje drøn fra de israelske missiler. En enkelt gang er lyden så høj, at ruderne i mit hotelværelse klirrer. Men indtil videre har israelerne kun bombet om natten, så da min chauffør og tolk, Chadi, og jeg om eftermiddagen besøger bombekrateret i Dahiyeh for at lave en artikel, føler vi os trygge. Indtil missilerne rammer i nærheden, og vi må flygte i Peugeoten.

"Det her er slemt. Vi skal passe på. De bomber os uden varsel, hvis vi er på det forkerte sted," siger Chadi, mens vi ræser væk fra lyden af jagerfly i forstaden.

Beiruts gader er næsten tomme, og flere steder ligger lyserøde og hvide flyveblade, som israelerne har smidt over flere bydele. Vi stopper og samler et op.

"For din egen sikkerheds skyld og for at hjælpe os med at undgå at skade civile, beder vi dig lade være med at være til stede i områder, hvor Hizbollah holder til," står der på arabisk på den lyserøde seddel.

Chadi kører os væk fra Hizbollah-kvarteret i en fart. Hver gang vi skal over en bro, trykker han speederen i bund, og vi kigger op i luften. Dagen før så vi flere af de broer, israelerne har bombet til ukendelighed, og israelerne har advaret om, at flere broer vil blive bombet de kommende dage.

Tre timer senere skal jeg igennem live på TV-Avisen, og det libanesiske tv-selskab, der står for transmissionen, har valgt, at vi skal sende fra et sted uden for byen. Ikke langt fra Hizbollah-områderne.

"Det er ikke godt det her," siger Chadi, mens vi kører mod sendestedet. Efter en kort pause er israelerne begyndt at angribe igen. Nu skyder de også fra flådefartøjer, som ligger ud for Beiruts havn. Når israelerne skyder missiler fra jagerflyene, kan man trods alt nå at høre flyene, inden missilerne lander. Flådens missiler rammer som dødbringende lyn fra en klar himmel.

Fremme ved mødestedet står de libanesiske teknikere klar med kamera og satellitforbindelse. Jeg får forbindelse til TV-Avisen. Kameramanden Eli stiller kameraet, så man kan se røgskyerne fra den sydlige bydel i baggrunden. Pludselig lyder et øredøvende brag bag os. Jeg kan mærke trykbølgen gå igennem min brystkasse. Eli skynder sig at gribe videokameraet, inden det vælter af rystelserne. Alarmerne går i gang på kameraholdets parkerede biler. Sammen med Chadi og kameraholdet løber jeg i dækning i entreen på et lokalt hotel. Så kommer brag nummer to, som sætter endnu et par bilalarmer i gang i området.

"Det er ok. Så længe man ikke kan høre bomberne hvisle højlydt, så er de stadig et stykke væk. Vi fortsætter," siger Eli og sætter kameraet op igen, så vi kan få transmissionen overstået. 15 års borgerkrig og adskillige israelske invasioner har lært Beiruts mediefolk at bestemme afstanden til bomber præcist ud fra lyden alene. Det er kun anden gang, jeg er på live på landsdækkende tv, men jeg tænker kun på at få det overstået og komme væk fra området.

Vi kører tilbage til Beiruts centrum, så snart live-interviewet er færdigt. Byen er nærmest tømt for biler. Jeg sætter mig ind på min faste netcafé i centrum for at sende et par mails, da der lyder et jubelbrøl fra cafeens gæster, som sidder på fortovet og ser den arabiske tv-kanal Al Jazeera.

"Ned med Israel," råber en af de unge mænd på cafeen, mens tv-speakeren forklarer, at Hizbollah-militsen har ramt et israelsk flådefartøj ud for Beiruts havn. Cafeen ligger i et kvarter, som normalt ikke er Hizbollah-venligt, men de mange israelske angreb har fået stemningen til at vende.

"Før var jeg ikke for Hizbollah, men nu er Hizbollah de eneste, som forsvarer os mod Israels angreb. Jeg håber, israelerne vil lide store tab," forklarer en af cafeens unge universitetsstuderende, som ikke vil have sit navn frem.

Jeg er træt i hovedet, da jeg forlader cafeen. Jeg kommer i tanke om, at jeg ikke har spist siden i morges, da jeg fik brød og kaffe på hotellet. Morgenmaden foregik alene, da de fleste turister har forladt hotellet. Nu har jeg ingen appetit. I stedet for at spise mødes jeg med en italiensk bekendt, Francesco, som er i landet for at skrive en forskningsartikel. Vi beslutter os for at få et overblik over byens ødelæggelser og tager op på øverste etage af luksushotellet Royal Plaza, hvor der ligger en tagbar med oversigt over byen. Baren er lukket, men nattevagten lukker os ind, mod at vi lover at købe en drink af ham. Den ældre libaneser skænker to enorme vodka med is til os, og vi stiller os ved rækværket og kigger ud over byen.

Israelerne har tidligere på dagen bombet brændstoftankene i Beiruts lufthavn, og der står 15-20 meter høje flammer op fra lufthavnen, som kun ligger få kilometer fra os. Røgsøjlen fra tankene strækker sig flere hundrede meter op, og vinden bærer lugten fra branden mod os. Det lugter af brændt plastic.

"Det er det mest deprimerende syn, jeg nogensinde har set. Det gik endelig godt for Libanon efter årtiers krig. Og nu det her," siger Francesco.

Jeg giver ham ret og tænker over det absurde over at stå i sikkerhed på et luksushotel med en vodka i hånden, mens et lands lufthavn får op i flammer. Vi betragter de høje flammer og de glimtvise eksplosioner i tavshed. Det er 25 grader varmt, men jeg har gåsehud på armene.

Tilbage på mit hotel i centrum af byen sover jeg tungt, men vækkes et par gange af fjerne drøn fra israelske angreb. I løbet af denne fredag er mindst 100 civile libanesere blevet såret og mindst otte dræbt.

Michael Lund dækkede den danske flygtningestrøm ud af Libanon efter den første uges bombardement af landet og skrev derefter om flygtningene i Damaskus. I dag er han tilbage i Danmark.

Fakta:
Krisen i Mellemøsten

Den seneste krise i Mellemøsten begyndte onsdag den 12. juli, da Hizbollah angreb en militær patrulje i Israel og kidnappede to israelske soldater.

Hizbollah dominerer den sydlige del af Libanon og er valgt ind i landets parlament, men Libanons regering har reelt ingen kontrol over militsen.

Israel reagerede hurtigt på kidnapningen med omfattende bombardementer af det sydlige Libanon og dele af hovedstaden Beirut. Samtidig sendte Hizbollah raketter imod adskillige israelske byer.

I løbet af de første tre ugers angreb blev 750 libanesere dræbt og flere tusinde såret ifølge Libanons sundhedsminister. 51 israelere (heraf mindst 18 civile) mistede livet i samme periode.

Mange danske statsborgere opholdt sig i Libanon, da de israelske angreb begyndte. Omkring 5.000 danskere - primært dansk-palæstinensere på ferie - blev evakueret fra landet.