|
||||
|
De fattiges bankmand Siden Muhammad Yunus først formulerede sine ideer om at låne penge ud til verdens fattige, har han mødt hård kritik, hovedrysten og høj latter. I dag er latteren forstummet. Over 67 millioner mennesker modtager i dag lån efter Yunus' model, og FN har udråbt år 2005 til internationalt år for mikrokredit. Af Michael Lund og Signe Daugbjerg
I landsbyen mødte han en kvinde, Sufia Begum, der levede af at lave bambusstole. Den fattige kvinde havde ikke råd til selv at købe bambussen, men fik den af en mellemmand, som så skulle have stolene leveret samme dag. Sufia Begums profit var omkring fem øre for en dags arbejde. En løn, hun dårligt kunne forsørge sine tre børn for. Muhammad Yunus bad sine studerende beregne, hvor mange kvinder, der arbejde på denne måde, og hvor mange penge der skulle til for, at de kunne undvære mellemmændene og blive selvstændige i stedet. I alt 42 familier arbejdede med mellemmænd, og de havde brug for sammenlagt 27 dollar. "Min gud, min gud, al denne elendighed i 42 familier på grund af 27 dollar," udbrød Muhammad Yunus til en af de studerende og tog en beslutning. Han ville selv låne de fattige kvinder pengene. En modsat bank Den dag i 1976 blev ideen om mikrokredit født. I dag, næsten 30 år senere, låner Muhammad Yunus' Grameen Bank penge ud til 3,2 millioner fattige kvinder i Bangladesh, og mikrokredit-begrebet har for længst bredt sig over hele verden. Ved begyndelsen af 2003 modtog 67,6 millioner fattige mennesker verden over lån baseret på Muhammad Yunus' idé om mikrokredit. Efter mange års skepsis fra almindelige banker og fra Verdensbanken, er mikrokredit blevet stuerent, og FN har udnævnt 2005 til internationalt mikrokredit-år. Filosofien bag mikrokredit er at låne små beløb ud til fattige mennesker, der ikke kan få et normalt banklån. Som hos Grameen Bank låner de fleste mikrokredit-banker fortrinsvis ud til kvinder, både fordi kvinderne oftest har sværest ved at få jobs i fattige lande, og fordi de er mere tilbøjelige til at investere i deres børns uddannelse end mændene. Grameen Bank ejes desuden af lånerne selv, så der er ingen aktionærer, der tjener på kvindernes hårde arbejde. »Grameen Bank er nærmest modsat en normal bank. Hvor almindelige banker låner penge til dem, der i forvejen har nogle, låner vi til dem, der ingen har. Hvor almindelige banker kun kigger på, hvor mange ting folk har i forvejen, kigger vi på potentialet i folk i stedet. Det provokerede mange i begyndelsen,« siger Muhammad Yunus, da Politiken møder den energiske mand på hans kontor i et af Dhakas industrikvarterer. Kontoret er fuldt af bøger om økonomi, og på væggene hænger billeder fra nogle af de mere prominente øjeblikke i Grameen Banks historie. På et af billederne besøger familien Clinton en landsby med lånere. På et andet er Spaniens Dronning Sofia på besøg i en landsby og taler i telefon med sin mand gennem en mobiltelefon, en fattig kvinde har lånt penge til. Den 63-årige bankmand smiler, griner og gestikulerer energisk, når han fortæller om mikrokredit og den fremtid, han ser for sin bank. Håber på revolution »En af de ting, vi satser på, er uddannelse. Vi skal til at fokusere på anden generation, altså vores låneres børn, så de ikke ender i fattigdom. Det er lykkedes for os at få utrolig mange af børnene i skole, og nu uddeler vi så legater til universiteter. Em anden vigtig ting er informationsteknologi, som kan være med til at løfte landsbyerne ind i den udviklede verden. Derfor låner vi penge ud, så kvinder kan blive mobiltelefondamer i deres landsby eller åbne netcafeer«, siger Muhammad Yunus. Foreløbig har Grameen Bank lånt penge ud til 50.000 mobiltelefoner i Bangladesh, og har på den måde sikret forbindelse til omverdenen for halvdelen af landets landsbyer. Samtidig stiger kvindernes indtjening støt, men sikkert, viser bankens tal. »Indtil videre har 46 procent af Grameen Banks medlemmer klatret over fattigdomsgrænsen. Målet er at få dem alle sammen ud af fattigdommen, og hvis vi kan tage tre millioner fattige mennesker ud af fattigdommen, så er det noget af en besked at sende til verden. En besked om, at mikrokredit er et system, der virker. Et system, hvor de fattige selv ejer deres bank, og hvor pengene går tilbage til dem i stedet for at genere profit til dem, der i forvejen har penge. Det er en finansiel revolution, håber jeg«, siger Muhammad Yunus Som en hver anden revolution har mikrokredit-modellen også sine modstandere. Lånere har klaget over, at lånene, som har en rente på op til 20 procent, er svære at betale tilbage, mens andre mener, tilbagebetalingsvilkårene er for barske. Alle kvinderne i Grameen Bank er delt ind i grupper af fem lånere. Betaler én af kvinderne ikke sit lån tilbage, opfordres de andre til at betale hendes afdrag, indtil hun kommer på fode igen. Ingen i gruppen kan låne flere penge, før skyldneren har betalt, eller gælden er forfaldet efter to år, og låneren derefter aldrig kan låne penge igen. Modellen giver grobund for en del gruppepres i mange bangladeshiske landsbyer. Men den virker også. 99,06 procent af Grameen Banks lånere betaler deres lån tilbage, og banken genererer i dag overskud uden støtte fra internationale donorer. Tiggere som lånere I dag har de fleste accepteret, at reglerne er nødvendige for at få mikrokredit til at løbe rundt, men nye kritikpunkter er også dukket op. Økonomer kritiserer Grameen Bank og dens mange tusinde søsterorganisationer verden over for ikke at nå de allerfattigste af de fattige, men i stedet hjælpe dem, der i forvejen er i stand til at udføre en form for arbejde. »Kritikken er altid, at mikrokredit kun er for de fattige i toppen, men det passer ikke. Vi startede med de fattigste i Bangladesh, men i dag har mange af vores medlemmer tjent penge og er blevet rigere, og så kritiserer folk os for at have for rige lånere. Men nu har vi lavet en speciel gruppe for de fattigste tiggere i Bangladesh for at lukke munden på kritikerne og vise, at det godt kan lade sig gøre at give mikrokredit til de allerfattigste af de fattige«, siger Muhammad Yunus, som siden 2003 har lånt penge ud til 3.000 tiggere, som nu supplerer deres tiggeri med at sælge frugt, mad eller andre varer. Mohammad Yunus er en utraditionel erhvervsmand. Hans mission er ikke at tjene millioner af kroner til sig selv og sin bank, men i stedet at halvere antallet af fattige i verden inden år 2015. Han efterlader ingen formue til sine to børn, men går i stedet for at være et godt bud på en bangladeshisk Nobelpriskandidat. Og så er han langt fra færdig med at udvikle ideer for at skabe en bedre finansiel verden. »Problemet med den moderne verden er, at alle prøver at malke folk for så mange penge som muligt, i stedet for at få glæden ved at løse nogle reelle problemer. Politikerne forsøger i det mindste at løse problemer - i hvert fald de mere hæderlige af dem - hvorfor kan man så ikke også i erhvervslivet? Hvorfor bliver man så grådig, når man kommer ind i forretningsverdenen? Der skal en ændring til i de økonomiske tekstbøger, som fokuserer mere på at løse problemerne end på at presse så mange penge ud af folk som muligt.« Blå bog: Født i 1940 i havnebyen Chittagong i Bangladesh. Studerede siden økonomi i Bangladesh og på Vanderbilt University i USA og blev i 1972 professor på Chittagong University. I 1976 lånte han sine første penge ud til fattige landsbykvinder i den lille landsby Jobra og etablerede senere Grameen Bank, som låner penge ud til fattige kvinder. I dag har banken 3,2 millioner lånere i Bangladesh, og har i sin levetid lånt over 25 milliarder kroner ud. Næsten alle lånene betales tilbage. I 1997 organiserede Muhammad Yunus verdens første Microcredit Summit i Washington, som i dag er en årlig begivenhed med tusinder af delegerede. Han bor i dag i Bangladesh's hovedstad, Dhaka, sammen med sin kone. |
||||
Det hele begyndte i en lille landsby i Bangladesh i 1976. Muhammad Yunus var økonomiprofessor på universitetet i den nærmeste storby, men undervisningen i økonomiske teorier og modeller forekom ham nyttesløs, når han uden for klasseværelset mødte sultende familier, der måtte arbejde for få ører om dagen. I stedet begyndte han sammen med et par af sine studerende at besøge landsbyen Jobra. Målet var at finde ud af, hvordan de fattiges problemer kunne løses.