På computer-kirkegården hoster børn blod

Tonsvis af udtjente computere ender i Afrika, hvor børn brænder dem af for at få fat i metaller. Politiken har besøgt it-lossepladsen Agbogbloshie, hvor dansk it-udstyr får unge til at hoste blod.

Michael S. Lund
Ghana, 2008

En blåsort os stiger op fra en brændende masse af plastik og kobber. Ismail pirker i de brændende ledninger, mens han forsøger at undgå, at den tunge røg rammer hans svedige ansigt.

- Jeg ved godt, at det ikke er sundt. Men det er alt, vi kan gøre, siger han.

17-årige Ismail er en af omkring 800 børn og unge, der arbejder på Agbogbloshie-lossepladsen i det vestafrikanske land Ghana. En losseplads, der regnes for at være en af Afrikas største dumpingpladser for elektronisk affald.

Dagligt bliver nye containere fulde af brugte computere, monitors og dvd-optagere losset af i den nærliggende havn, Tema. Det brugte udstyr bliver fragtet til lossepladsen, hvor børnearbejdere brænder plastikdelene for at redde metaller som kobber og aluminium ud af det kasserede udstyr.

Ifølge den lokale miljøjournalist Michael Anane ankommer 400-500 fulde containere med elektronisk affald til Ghana om måneden, og der er også dansk udstyr iblandt. Greenpeace fandt tidligere på året computere fra Danske Bank og Livgarden på pladsen, men ifølge Anane er det kun toppen af skraldebjerget.

- Der kommer mere og mere fra Europa, og der er også udstyr fra Danmark iblandt. Det er et kæmpe problem hernede. Du kan selv se, hvordan det er børn, der arbejder med at brænde plastik af dagen lang. De indånder bly, pvc og giftige stoffer dagen lang, og de bliver syge. Jeg ser dem hoste blod op foran mig, siger Michael Anane.

Gift overalt
Computer-kirkegården i Ghana strækker sig over flere kvadratkilometer. Overalt ligger tomme computerkabinetter i kæmpe bunker, og i hele kvarteret bruges de mange udbenede computerskærme som stole og borde.

Og så er der røgen fra de mange bål, der hænger som en giftig dyne over hele pladsen. De unge skrotjægere bruger blandt andet isoleringsskum fra køleskabe og frysere til at sætte gang i bålene, hvor de smelter plastikken væk fra kobberledninger og aluminium-komponenter.

Da Greenpeace besøgte stedet fandt deres teknikere giftige metaller som kadmium og bly overalt – flere steder i jorden med værdier over 100 gange højere end normalt. Også ftalater, de hormonforstyrrende blødgørere i plastik, blev fundet sammen med adskillige kræftfremkaldende kemikalier.

De unge, som Politiken taler med, ved godt, at røgen og dampene er farlige. Men som 17-årige Sadiq Adams siger, mens han leder efter mere brugt udstyr på pladsen:

- Det her arbejde er ikke godt, men mine forældre er døde, og jeg går ikke i skole. Jeg bliver nødt til at tjene penge.

Ligesom de fleste andre på it-lossepladsen kommer han fra den fattige, nordlige del af Ghana. For ham er det livsnødvendigt at få de 30-40 kroner om dagen, han kan tjene på kobber og aluminium fra brugte computere.

Big business
Prisen på kobber er tredoblet på verdensmarkedet siden 2004, og det har gjort it-lossepladsen i Ghana til en bugnende forretning. I udkanten af pladsen har dusinvis af metalopkøbere små skure, hvor de vejer kobber og aluminium og køber det for få kroner kiloet.

Den nigerianske opkøber Ike Ndori er straks klar til at lave en aftale med Politiken og sælge metaller fra computer-kirkegården.

- Vi eksporterer til købere fra Rusland, Storbritannien og Asien. Specielt Kina køber meget her. Det er big business, siger han og forklarer, hvordan metallet fra it-affaldet bliver kørt tilbage til Tema-havnen, solgt til internationale opkøbere og sendt med containere til den anden ende af verden.

- Jeg ved da godt, at det ikke er det sundeste arbejde at være her. Men det her er Ghana, og alle kan ikke arbejde i ministerierne,” siger metal-opkøberen.

Miljøjournalisten Michael Anane ser anderledes på Ghanas skrotbranche. Han har startet en kampagne mod det elektroniske affald og forsøger nu at få både den lokale regering og de internationale elektronik-firmaer til at træde til.

- Der er børn ned til fem år, der arbejder her, og de ødelægger deres liv. Vesten må tage et større ansvar for at deres skrot ikke ender her, og it-firmaerne må erkende deres ansvar og samle deres produkter op, siger Anane og kigger på en gruppe smådrenge, der samler it-skrot:

- Det kan godt være, de tjener penge på det her. Men det koster dem livet.

Fakta: Livsfarligt e-affald
Verden producerer 20 til 50 millioner ton elektronisk affald hvert år. I EU er e-affald den hurtigst voksende affaldstype.

En del af affaldet ender i Indien, Kina og Afrika, hvor arbejdere redder kobber, aluminium og andre metaller ud af computerne. Affaldet bliver ofte brændt og frigør i den forbindelse bly, phthalater, kadmium og en række andre farlige stoffer.

EU har regler, der forbyder eksport af farligt affald. Men reglerne er svære at håndhæve, da det er svært at afgøre, om it-affald reelt er skrot, eller om det stadig kan bruges som it-udstyr.