Kunst i pedalfart

Bangladesh er kendt for oversvømmelser og fattigdom, men landet har også overskud til kunst i de støvede gader. Gennem hovedstaden Dhaka kører verdens flotteste og største flåde af rickshaws.

Af Michael Lund og Signe Daugbjerg
Bangladesh 2004

Den 18-årige Akwal Khaimul pudser egerne på sin rickshaw. Ligesom resten af den farverige cykeltaxi, skinner de i forvejen. Siderne er udsmykket med malede blomster, mens lærredet der beskytter kunderne mod den brændende sol, er dekoreret med gule og røde fugle. Og som kronen på værket, har den ukendte kunstner valgt at udsmykke bagklædet af tin med et prægtigt billede af Taj Mahal.

- Min rickshaw er kun et år gammel, og jeg er glad for, at den er ny og stadig har alle sine farver, for det giver flere kunder, konstaterer den unge rickshawchauffør nøgternt.

Akwal Khaimul kører rickshaw i storbyen Dhaka, som er Bangladesh's hovedstad. Et land, som mest er kendt for dets udbredte fattigdom, oversvømmelser og færgeulykker. Men landets største by er også verdens hovedstad for rickshaws. Byen har flere af de cyklende taxier end noget andet sted på jorden - op mod 300.000 rickshaws skønnes det, selvom ingen længere kender det præcise antal. Og flåden er ikke bare verdens største. Den er også verdens flotteste.

De fattiges kunst

De fleste rickshawchauffører - eller rickshaw-wallahs, som de kaldes - er fattige mænd, der er flyttet fra landet til byen og må trampe i pedalerne otte-ti timer om dagen for at tjene nogle få kroner. Den 18-årige Akwal Khaimul tjener omkring 12-13 kroner på en dag, hvor han cykler 25-30 kunder rundt.

Rickshaw-wallaher som Akwal ejer ikke selv deres trillende kunstværker. Bag de fleste chauffører står en vognmand - en malik - som får en del af profitten.

Med hundredvis af maliks er konkurrencen hård, og vognmændene kæmper konstant med at overgå hinanden. En kamp, hvor våbnene er maling og farverige motiver.

Rickshawkunst er ikke opfundet af professorer på fakultetet for kunst på Dhaka Universitet. Rickshawerne laves i små værksteder uden for Dhaka af mænd, der har lært håndværket af deres fædre. Kunsten på cyklerne er de fattiges og arbejdernes kunst, og det afspejles i motiverne.

På de ældre rickshaws ses billeder af idylliske landskaber med rismarker, landsbyer og børn, der leger. Ting, som kan minde de fattige immigranter om det hjem, de har forladt. Men tiderne ændrer sig også for rickshawkunst, og i dag er motiver fra bengalske film højeste mode på Dhakas rickshaws, ligesom andre er udsmykket med cd'er og plasticstrimler. Og så er rickshawerne også et af de få steder, hvor landets muslimske moral ikke altid vinder over kunsten.

Letlevende cykelpiger

Bangladesh er en muslimsk nation, og billeder af anstødelige kvinder er forbudt. Men de anonyme rickshawkunstnere afprøver grænserne. Under sædet, bag fødderne på kunderne og kun synlige for dem, der ved, hvor de skal kigge, sidder ofte billeder af kvinder med nedringede toppe, lårkorte hotpants og forførende smil. I et land, hvor mange kvinder bærer slør eller i hvert fald tildækker deres hår, er rickshawernes fodskamler et af de få steder, hvor man offentligt viser kvindehud i millionbyen Dhaka.

Andre steder er rickshawkunsten blevet accepteret som andet end ren dekoration. Nye bangladeshiske designere bruger motiverne på bakker og malerier, og flere engelsksprogede bøger om Bangladesh's rickshaws, deres kunst og deres betydning for samfundet kan findes verden over.

Akwal Khaimal går ikke så meget op i, hvad der er af motiver på den rickshaw, han lejer for 3,5 kroner om dagen. Bare den lokker kunder til. De smukke farver letter heller ikke hans arbejde, som betragtes som et af de mest lavsociale i det fattige Bangladesh på grund af sliddet, der ofte medfører tidlig pensionering. Han har ikke selv valgt sit job.

- Min far har sagt, jeg skal, fordi jeg skal tjene penge til familien, og så gør jeg det. Men jeg kan ikke lide det, fordi det er så hårdt at cykle rundt med rickshawen. Jeg håber en dag at få et andet arbejde, siger han.

Temperaturen er omkring 35 grader, og det er endnu forår i Bangladesh, da Akwal Khaimal er klar til gå i gang med dagens arbejde. Hans tusinder af kolleger okser sig allerede i en lang slange henover de hullede gader i Dhakas centrum, mens biler oser, og sveden springer. Vejene er grå af støv, mændene er mørke af år i solen, og bygningerne er brune og forfaldne. Men rickshawerne stråler.

Fakta: Det turistløse land

Bangladesh's fattigdom og restriktive muslimske kultur har hidtil afholdt vestlige turister for at besøge landet. Faktisk i så høj grad at landets turistbureau for et par år siden brugte sloganet "Come to Bangladesh - Before the Tourists", uden det tilsyneladende lokkede særlig mange.

Landet er forholdsvis nemt at rejse i med gode tog-, bus- og flyforbindelser, men man skal som vestlig turist være forberedt på usædvanlig meget opmærksomhed og folkemængder, der stimler sammen om en for at høre, hvem man er. Der er kun få steder, der serverer alkohol, og kvinder bør tildække deres skuldre eller bære shalwar kameez (traditionel kjole med bukser, red.).

Ud over rickshaws har landet seværdigheder som Sundarbans National Park, der er verdens største mangrove skov med bengalske tigre, og den idylliske koralø St. Martins Island.

Bangladesh's østlige område, Chittagong Hill Tracts, er både smukt og hjemsted for mange stammefolk. Desværre svinger den politiske situation i Bangladesh meget, og der har tidligere været tilfælde af kidnapning - blandt andet tre danskere - i Chittagong Hill Tracts. Turister anbefales at tjekke Udenrigsministeriets rejsevedledning inden afrejse.