De usynlige sår

Kapitel 1: Hjem til krigen

Forord: Tusindvis af danske soldater gjorde tjeneste i Eksjugoslavien, mens borgerkrigen rasede i landet. Én af dem var Thomas Pedersen. Politiken fortæller i dag og de følgende to dage hans historie. En historie om krig. Om at tage krigen med hjem. Og om sår, der ikke kan ses.

Af Michael Lund og Thomas Helsborg

Hans krop begynder at dirre. Det er som om, det buldrer helt nede fra fødderne af. Han trykker krampagtigt på fjernbetjeningens knapper. Igen og igen. Men videofilmen fortsætter. Med billeder af kammeraterne i de grønne uniformer. Det bakkede jugoslaviske landskab. Lejren.

Han ryster voldsomt nu, og Natasha vender sig i sofaen og spørger, hvad der er galt.

- Stop filmen, stop filmen, fremstammer han og mærker tårerne komme væltende ud.

Dråberne triller ned ad Thomas' kinder, mens han sidder i sofaen med dynen over sig. Den dyne, de hentede fra soveværelset for rigtigt at hygge sig. Nu sidder han i stedet og mærker sin krop ryste af følelser, han ikke forstår. I næsten tre timer hulker han. Han holder om sig selv. Tørrer øjnene med hånden. Og lægger sig endelig til at sove.

Året er 2000, og Natasha og Thomas har lige mødt hinanden. De sad i sofaen med dynen over sig og snakkede om hans tid som FN-soldat, da han fandt hjemmevideoen fra hold otte frem. Satte den i maskinen. Og brød sammen.

Bagefter fortæller han hende, hvordan tiden i Eksjugoslavien ændrede hans liv.

Ligesom den gjorde for mange af de omkring 10.000 danske soldater, der gjorde tjeneste i det borgerkrigshærgede land, mens kampene stadig rasede. Tre danskere døde i kamp, mange flere blev sårede, og et ukendt antal soldater vendte hjem med ar på sjælen.

Thomas' historie begynder syv år tidligere.

Den 25-årige konstabel Thomas Pedersen sidder i messen i Camp Dannevirke. Året er 1993, og det er forår. Sammen med to andre soldater bor Thomas i en af de 16 kvadratmeter store beboelsescontainere - eller fab'er, som de kalder de præfabrikerede boliger. 180 mand er de. I en lejr af hvide fab'er, hvide udsigtstårne og hvide lastbiler i et grønt og bakket område ved den lille by Dvor. Lige ned til floden Una, der skiller de stridende serbere og kroater.

Han tilbringer de fleste aftener i messen. Med at drikke dåseøl, spille kort og drikke flere øl. De andre kalder ham alle sammen Hippie på grund af den syv centimeter lange, flettede hårpisk, der hænger ned langs nakken fra hans ellers kortklippede, blonde hår. Han har ikke tal på, hvor mange officerer og soldaterkammerater, der har truet med at klippe pisken af, siden hans sergent i værnepligtstiden gav ham øgenavnet.

De andre i lejren kender Hippie som messens hurtigsnakkende og småprovokerende Valby-dreng. Hans høje latter lyder ofte over dåseøllene, og det er ham, der kommer på at putte shampoo i et par kondomer og lægge dem ind i de slidte pornoblade, som det næste hold skal overtage.

Om dagen kører Thomas lastbil uden for lejren. Han tager sig ikke af serberne, der provokerer de danske FN-soldater og skyder omkring sig, når de har drukket for meget af den lokale slivovits-brændevin. De fattige børn lægger han mere mærke til. De bor på lossepladsen ved den danske lejr i Kostanica og roder danskernes skrald igennem for madrester. Han synes, han vænner sig til dem med tiden.

I august 1993 vender han hjem til Danmark efter seks måneders tjeneste. Han flytter ind hos kæresten Inger, og de har det godt i lejligheden i Brønshøj sammen med hendes seksårige datter, Jeanette.

Fem måneder senere, juleaftensdag, kommer posten med et anbefalet brev adresseret til konstabel Thomas Pedersen.

I brevet fra Ringsted Kaserne står, at Thomas skal af sted til Eksjugoslavien igen. Han er indkaldt fra den 2. januar. Han skal til Dvor.

Thomas forstår det ikke. Han har ikke søgt om at blive udsendt igen, og han har Inger herhjemme og er blevet som en far for hendes datter. På den anden side. Militæret har været hans liv, siden han som 18-årig meldte sig ind i hjemmeværnet. Og nu regner kammeraterne i Dvor jo med ham.

Så finder han whisky-flasken frem, skænker sig et glas og sætter sig ned ved sofabordet.

- Værsgo, her er din julegave, siger han med et anstrengt smil og rækker hende brevet.

Inger siger, at hun synes, han skal blive hjemme hos hende og datteren.

Måneden efter er Thomas tilbage i Dvor. Men han får det dårligere og dårligere med sin beslutning.

Fra Ingers breve ved han, at hendes datter savner ham. At hun græder og ikke vil i skole. Ikke engang vil udenfor lejligheden. Og Thomas savner også hende og synes, det er urimeligt, hans udsendelse skal gå ud over barnet. En udsendelse, han ikke en gang har meldt sig til.

Efter to og en halv måned går han ned og snakker med feltpræsten.

Han fortæller, at han ikke kan bære det mere, at kæresten sidder alene derhjemme, og at datteren ikke kan klare sig uden ham.

- Det skal sgu ikke gå ud over barnet, at jeg er udsendt, siger han vredt.

Thomas truer med at hente sit gevær og skyde en af lastbilerne, hvis præsten ikke får ham hjem. Han siger, han er ligeglad med, at det kommer til at stå i hans papirer. Thomas får sin vilje.

Den 12. marts 1994 lander Thomas igen i Kastrup og tager hjem til Inger og den 6-årige datter på Amager. Familien er samlet. Men allerede en af de første nætter efter Thomas er kommet hjem, mærker Inger, der er noget galt.

De voldsomme bevægelser vækker hende. Inger kigger på ham. Thomas' ansigt er fugtigt. Han kaster sig fra side til side i sengen. Om natten drømmer han den samme drøm.

Igen og igen.

Han sidder i en bil. Eller måske er det en cykel. I hvert fald bevæger han sig langs en vej. Og så kommer øjnene. Til højre for ham. Til venstre for ham. Foran.

Ligegyldigt hvor han kigger hen, er de der. I vinduerne. I spejlene. I luften foran ham. De samme to lysende blå øjne omkranset af et lille pigeansigt. Ansigtet fra lossepladsen ved Kostanica. Ansigtet på den lille snavsede pige, der rendte rundt i joggingbukser og bare tæer og en slidt dansk FN-t-shirt blandt dyngerne af affald. Pigen, der boede på lossepladsen. De blå øjne kigger direkte på ham. Borer sig ind i ham. Vil ikke gå væk.

Med ét sætter han sig op. Han er badet i sved. Hjertet hamrer.

Inger spørger, hvad der er galt. Han siger, det ikke er noget. At han må have ligget forkert. Hun skal ikke bekymre sig.

Fra foråret 1994 drikker Thomas et par øl hver aften, inden han skal sove. Mareridtene bliver ved med at komme, specielt når der har været noget om Eksjugoslavien i nyhederne.

Inger lærer at rykke ham blidt i armen, i stedet for at læne sig ind over ham, når hun skal vække ham. Ellers vågner han op med et sæt og slår ud efter hende.

Hun mærker også, at hans lunte er blevet kortere. Thomas har aldrig været typen, der blev aggressiv, men til en fest farer han pludselig op og siger, hun skal holde sig væk. Hun tør ikke nærme sig.

Thomas forstår ikke, hvad der er galt. Han snakker kun sjældent med sine hjemvendte kolleger fra Eksjugoslavien, og han ved ikke, at adskillige af dem har svært ved at vænne sig til livet i Danmark. At mange savner spændingen fra missionen og bliver rastløse, vagtsomme og får svært ved at sove. At en del drikker mere alkohol, efter de har været udsendt, og har svært ved at snakke om problemerne med familie og venner. Og at det er værst for dem, der har været udsendt flere gange.

Thomas ved til gengæld, at forsvaret har psykologer siddende på Svanemøllen Kaserne, og at samtalerne er gratis for alle FN-folk. Men en psykolog, tænker Thomas.

- Kan du ikke klare problemerne selv, så er du ikke en Pedersen, sagde hans mor altid.

Den 20. maj 1994 møder han alligevel op på kasernen på Østerbro.

Han fortæller om mareridtene med pigen fra lossepladsen. Psykologen, en venlig midaldrende kvinde, spørger til hans barndom. Hun vil høre om hans alkoholiske mor, der døde, da han var 18 år. Da de to timers samtale er slut, har han ikke fået talt om Eksjugoslavien, og han føler ikke, han får noget ud af snakken.

Efter tre besøg bliver han og psykologen enige om at stoppe behandlingen. Han gider ikke mere, og psykologen mener ikke, der er mere, hun kan gøre. Thomas føler sig som en stor skal, der er tom indvendig, da han forlader kasernen efter det sidste psykologbesøg.

Kort efter afslutter han forholdet til Inger. Han ved ikke helt hvorfor, men det er som om, det hele keder ham.

- Jeg synes ikke, jeg kan byde jer det, siger han til Inger.

Han tænker på mareridtene, vredesudbruddene og ligegyldigheden. Og på at han ikke forstår, hvad der foregår i ham.

De næste måneder går med at arbejde i et transportfirma og at gå på drukture med vennen Johnny, som han kender gennem hjemmeværnet. De sidder hos Johnny og drikker øl, da Johnny fortæller, at han overvejer at melde sig som FN-soldat. Han vil gerne på en mission i udlandet.

Thomas siger, han skal lade være. Johnny har mere familie end Thomas, og han skal tænke på, hvad han har herhjemme. Han skal ikke ødelægge sit liv for at blive FN-soldat. For Thomas er det anderledes.

- Jeg er allerede ødelagt indeni, siger han til vennen.

Han forklarer det ikke nærmere. Johnny behøver ikke spørge. Han har på forhånd lagt mærke til, hvordan vennen har ændret sig efter de to ture til Jugoslavien. Hvordan han er begyndt at trække sig væk fra de andre under hjemmeværnsøvelserne, og hvordan der ingenting skal til for at pirre ham.

Thomas får en ny kæreste, Berit, som han kender fra sin barndom i Valby. Men forholdet dulmer ikke hans rastløshed.

I maj 1995 beslutter Thomas sig for at melde sig igen. Han synes ikke, han har noget at se frem til i Danmark. Han keder sig. Et par uger senere får han at vide, at forsvaret mangler en truckfører i Eksjugoslavien. I Dvor.

Thomas tager af sted igen den 29. maj 1995, men allerede efter to måneder kommer han hjem på orlov.

Mens han er hjemme, bliver området omkring lejren angrebet. Kroaterne indleder en større offensiv mod de serbiske stillinger og driver serberne ud af Dvor. Thomas' lejr, Camp Dannevirke, ligger lige i skudlinjen, og der falder granater i lejren. Ved en kontrolpost i et andet område bliver den danske sergent Claus Gamborg ramt af et kampvognsskud og dør.

Fjernsyn og aviser er fulde af historier om den første danske FN-soldat, der nogensinde er dræbt i åben kamp. I Danmark er Thomas urolig. Han vil tilbage til kammeraterne i Dvor. Hjem og se, hvad der foregår.

Den 23. august 1995 lander Thomas igen i Zagreb. Han bliver hentet sammen med det nye hold danske soldater, hold otte, og kørt til Dvor i en stor, hvid turistbus med blå FN-bogstaver på siden.

Han betragter landskabet på vejen derop. Det har ændret sig.

Udbrændte biler står langs vejen, og flere huse er brændt ned til grunden. Langs vejen går de dyr, serberne har sluppet løs, da de flygtede. Hestene halter. Nogle mangler et helt ben efter at have trådt på landminer. Køerne skriger, fordi de ikke er blevet malket, siden krigen brød ud.

I lejrens hovedvagt står der nu konstant en pansret mandskabsvogn med sit tunge maskingevær rettet mod vejen. Stemningen er trykket, men alligevel er Thomas glad for at være tilbage i lejren.

Et par uger efter ankomsten sidder han i sin fab og snakker med sin nye bofælle, Ivan. Det er næsten 25 grader udenfor, selvom klokken er seks, og Thomas har smidt sin grønne t-shirt og sidder i shorts med en dåseøl i hånden.

Pludselig mærker Ivan en underlig duft henne fra fab'ens dør. De to konstabler rejser sig fra deres lille bord og åbner døren.

En sød-sur lugt rammer Thomas' næsebor. Det klør i hans øjne. Svier på hans læber og på tungen. Det kan kun være én ting, tænker Thomas.

- Gas, råber han ud af døren og vender rundt.

Ivan sætter sig på knæ ved sin seng. Han stikker hånden ind under briksen og hiver gasmasken ud. Hans hænder ryster.

Ivan kigger på gasmasken. Han ved, han skal skrue infiltratoren på, før den virker. Som han har gjort det hundreder af gange under øvelser. Hans fingre fumler febrilsk med gummimasken. De ryster så kraftigt, at han ikke kan holde masken ordentligt. Det er som om, han ikke kan huske, hvordan man samler den.

Ivan tager masken på uden infiltratoren. Thomas kigger på ham, samler infiltratoren op og skruer den fast på Ivans maske. Så tager han selv en gasmaske ud fra under sengen, samler den og tager den på.

Efter de har fået trukket kampuniformerne på, går de ud af fab'en med gasmaskerne på. Men der er ingen alarm. Folk sidder i shorts og drikker øl. Tilsyneladende er det bare en enkelt tåregaspatron, nogen har kastet i lejren, og det er kun en del af lejren, der har lugtet noget.

Thomas går tilbage i fab'en, smider masken og uniformen og sætter sig ned.

Så begynder hans krop at dirre. Det er som om, det buldrer helt nede fra fødderne og op i kinderne. Sveden pibler frem. Han ryster. Med sine dirrende hænder åbner han en Ceres Royal og hælder den ned.

- Det var det. Ikke noget at snakke om, tænker han og falder langsomt til ro.

Læs i morgen:

Kapitel 2: Bomberegnen

Billedtekst (til tæt beskåret portræt af Thomas Pedersen, hvor man primært ser hans øjne):

Krig og fred. Som 25-årig meldte Thomas Pedersen sig for første gang til tjeneste i Eksjugoslavien som FN-soldat. Men noget af krigen fulgte med, da han vendte hjem.

Siden 1990 har omkring 28.000 danske soldater gjort tjeneste i udlandet. For et ukendt antal gav udsendelsen sår på sjælen. Vi fortæller i tre kapitler historien om én af dem. De usynlige sår er rekonstrueret på baggrund af interviews med Thomas Pedersen, hans soldaterkammerater, venner og ekskærester. Udover interviews bygger historien på dagbøger, videomateriale, psykologjournaler samt materiale fra Hærens Operative Kommando.