Kapitel 2: Bomberegnen

Resumé: Thomas Pedersen er konstabel i det danske forsvar, da han bliver sendt til Eksjugoslavien for fjerde gang. Han har været plaget af mareridt og ligegyldighed efter den første udsendelse. Nu er den 27-årige FN-soldat tilbage i Camp Dannevirke. En lejr, som pludselig ligger midt i en krigszone.

Af Michael Lund og Thomas Helsborg

Thomas lytter til den dystre torden, der kommer ud af tågen på den anden side af Una-floden. Datoen er den 18. september 1995, og det er morgen i den danske lejr ved den lille by Dvor i det krigshærgede Eksjugoslavien.

Thomas tæller varer op på lejrens lager, mens han lytter til den ildevarslende rumlen. Det første, han tjekker denne morgen, er lagerets beholdning af beskyttelsesdragter mod kemiske angreb. Han har ikke glemt, hvordan han aftenen før fik et chok, da han pludselig lugtede gas i fab'en, som er den lille container, han bor i.

Tordenen bliver kraftigere. Det er kroaterne, der skyder mod serbernes stillinger i det urolige område, danskerne kalder muslimer-lommen på den anden side af floden. Før kroaterne indtog området omkring Dvor, lå Camp Dannevirke langt fra kampene. Nu ligger lejren midt på den nye frontlinje.

De dumpe brag kommer nærmere. Thomas og hans makker Ivan får besked på at tage deres fragmentationsveste på og holde deres våben indenfor en meter. Thomas tager sit gevær på ryggen. Han ved, at det er alvor, når den ordre kommer. 20 minutter senere siger han til sin oversergent, at han går op og samler sit basisudstyr. Han vil gerne have sin gasmaske og sin feltflaske hængende på sig.

Klokken fem minutter over ti går Thomas ind i fab'en.

Han stiller sig med ryggen mod døren.

I samme øjeblik lyder et brag bag ham. Som en kæmpe eksplosion.

Da Thomas kommer til sig selv, ligger han under sin seng med øjnene rettet mod døren. Han ved ikke, hvordan han er kommet ned under den lave briks, men der er ikke sket ham noget.

- Nedslag i lejren. I hullerne, i hullerne, skratter det over højttalerne.

Thomas kravler ud på gulvet, river døren op og sprinter ned mod delingens bunker. Det eneste, han tænker på, er at nå bunkeren så hurtigt som muligt. Basisudstyret lader han ligge.

200 meters sprint senere synker han forpustet sammen på jorden inden for bunkerens hvide sandsække.

Fire timer senere sidder Thomas stadig i bunkeren. Den er kun 1,20 meter høj, og soldaterne må sidde tæt for at kunne være der. De er holdt op med at tælle bragene, når granaterne lander omkring Dvor. De kan ikke følge med længere.

Kroaterne skyder fra stillinger lige bag den danske lejr, fordi de håber, serberne ikke vil risikere at ramme FN-soldaterne. Serberne skyder alligevel. Flere hundrede granater rammer i og omkring lejren. Missilaffyringer, maskingeværsalver og kampvognsskud lyder fra begge sider af Una-floden.

Den danske bataljon må ikke blande sig i krigen og må kun skyde i selvforsvar og efter tilladelse fra hovedkvarteret. En tilladelse kræver, at danskerne helt præcist kan udpege de enheder, der skyder på dem. Og det er svært, når mortererne bliver skudt af sted fra mange kilometers afstand.

I Thomas' bunker kan han høre de dumpe brag, når granaterne affyres fra den anden side af floden. Få sekunder senere kommer den hvislende lyd, når granaten flyver over lejren. Og det høje brag, når den rammer jorden. Der drysser sand fra bunkerens ståltag, når eksplosionen er særlig tæt på lejren.

Klokken 14.33 lyder endnu et brag. Et skud fra en serbisk kanon er gået direkte igennem sandsækkene på en af de andre bunkere i den danske lejr. Syv ingeniørsoldater bliver såret. To af dem dør.

Thomas, Ivan og de omkring 15 andre soldater sidder i deres bunker og følger med over radioen. De hører, hvordan de sårede bliver evakueret og kørt ud af lejren.

Thomas tænker, at det lige så godt kunne ske i hans bunker.

Om natten stopper bomberegnen et stykke tid. Det er ikke lykkedes kroaterne at indtage den serbiske by Bos Novi på den anden side af floden, og de forbereder sig på at trække sig tilbage.

Thomas er træt. Han følger med over radioen og snakker lidt med de andre. Forsøger at sove.

Så hører han klapren af kæder i baggrunden. Kæder fra en kampvogn, der ruller nærmere. Nakkehårene rejser sig på Thomas.

De klaprende kæder stopper lige ud for lejren ved Thomas' bunker. Det runger i brystkassen, da kampvognen affyrer sit første skud. Skuddet hvisler over bunkeren, og det giver et klonk, da det tomme patronhylster ryger ud ad hullet på siden af kampvognen. De hører en dæmpet eksplosion, da skuddet rammer langt væk. Ivan ser sine bukser blafre, da den sender sit andet skud af sted. Klonk, lyder det bagefter.

Thomas tænker på, hvordan serberne plejer at skyde efter de kroatiske kampvogne, når de har set glimtene fra mundingen. Han tænker på, om turen er kommet til deres bunker. Om det er nu, de skal rammes. Om det er nu, de skal dø.

Lidt efter kører den kroatiske kampvogn videre. Serberne skyder ikke igen.

Thomas er udmattet. Siddende med ryggen op ad stålpladen falder han i søvn.

Den næste morgen kigger Thomas og de andre ud af bunkeren. Lejren er ødelagt. Lagerteltet er brændt ned til grunden, flere af fab'erne er gennemhullet, en lastbil i lejren er helt udbrændt, og lejrens benzinstandere er eksploderet. Et par af bunkerens sandsække er revet op af granatsplinter.

På den anden side af floden brænder det stadig fra flere huse i Bos Novi.

Thomas og de andre griner over det surrealistiske syn, der ligner noget, man ser på film.

- Indeks, råber en konstabel.

- Indeks!

Det er den ordre, de plejer at give derhjemme, når en øvelse skal slutte. Tanken om, at befalingen kan få serberne og kroaterne til at standse kampene, gør latteren endnu højere.

Resten af dagen sidder Thomas, Ivan og resten af delingen i den lille bunker. De snakker, spiller lidt kort og følger med over radioen.

Kroaternes angreb mod byen Bos Novi mislykkes, og deres tropper trækker sig i løbet af dagen tilbage. Under heftig dækningsild, der flyver lige over danskernes lejr.

Om aftenen er kroaterne ved at være færdige med deres tilbagetrækning, og situationen er roligere. Der kommer en melding om, at lejren skal evakueres, og Ivan og Thomas får 25 minutter til at løbe op til deres fab og hente deres ejendele.

Da de når fab'en, stikker Thomas hånden ind for at tænde lyset. Det virker ikke.

Granatsplinter er gået igennem begge containerens sider og har endevendt alt. Ivans køjeseng ligger spredt ud over det meste af de 16 kvadratmeter.

Klokken halv et om natten bliver de evakueret i lejrens lastbiler. Thomas lægger sig ned på ladet og kigger ud af den åbne bagende, da de kører væk fra lejren. Ved vejen står soldater fra en af kroaternes mest hårdføre enheder, Tigerbrigaden. I camouflageuniform og med ladte Kalashnikov-geværer. Soldaternes sortsværtede ansigter kigger på de hvide FN-biler med de blå flag og lysende lygter.

Der lyder skud i horisonten. Thomas tænker, at hvis det går galt, så går det galt. At der kun er en plastikpresenning over ladet til at beskytte ham fra en granat. Så falder han i søvn.

Thomas vågner først, da han fire timer senere mærker lastbilen geare ned på vej ind i den danske lejr i Petrinja. De er i sikkerhed.

To dage senere besøger Thomas forsvarets kvindelige krisepsykolog, der er blevet fløjet ned til lejren fra Danmark. Psykologen spørger, hvordan han har det, og Thomas fortæller, hvordan han oplevede de 36 timer i bomberegnen. Han tænker på, at han ikke føler sig tryg ved at sidde med ryggen til døren i psykologens lille lokale.

Pludselig kigger Thomas op. Han begynder et rode med sine hænder på sin mave og ryg, mens han kigger sig bagud og til siden. Hans hænder klapper febrilsk på ryggen. Men den er der ikke. Gasmasken. Tårene begynder at trille ned ad kinderne på Thomas.

Grædende siger han, at der en lugt, han ikke kan identificere. At der er gas i lokalet. Psykologen fortæller, at det bare er affald, som brændes af udenfor. Efter samtalen sætter Thomas sig over i lejrens gård til de andre. Han vil gerne hjem.

Fem dage senere, den 26. september 1995, lander han i Danmark. Han overnatter hos et vennepar, fordi han ikke kan overskue at vende hjem til hverken sin kæreste Berit eller sin egen lejlighed.

Først formiddagen efter går Thomas ind ad hoveddøren til sin egen lejlighed på Amager. Da han har smidt sine ting, sætter han sig i sofaen med benene oppe på bordet og nyder en kold øl.

Men han bliver hurtigt rastløs. Han føler sig ikke hjemme. Og heller ikke i sikkerhed. Han begynder tænke over flugtruter, hvis der skulle ske noget. I stuen kan han altid komme væk ved at hoppe ud fra altanen. I køkkenet har han altid en stor kniv inden for rækkevidde. Men soveværelset er værre. Der er hverken våben eller flugtruter.

Han rejser sig og finder en militærkniv med et ni centimeter langt tveægget blad. Derefter stikker han kniven i hylstret og sætter det fast med gaffatape under natbordet. Nu har han selv i søvne et våben inden for rækkevidde. Det beroliger ham lidt.

Han fortæller ikke Berit om kniven, da han tager over til hende om aftenen. Men han siger, at hun ikke må være tæt på ham, når hun vækker ham. Det tager ham næsten fire timer at falde til ro. Og han sover mindre end tre timer den første nat.

Efter noget tid begynder han at tænke på, om han skal melde sig til en udsendelse igen. Han har kun gennemført den første af sine fire udsendelser. Han føler ikke, han har afsluttet sin mission. Han har brug for at gøre arbejdet færdigt. Brug for en succesoplevelse. Så bliver han nok den gamle Thomas Pedersen igen.

Både Berit og hans bedste ven Johnny fraråder ham at tage af sted igen. De har set, hvordan han har ændret sig. Hvordan han oftere har brug for at drikke sig sanseløst beruset. Hvordan han farer sammen og spjætter ved pludselige lyde. Men deres argumenter hjælper ikke.

Den 8. januar 1996 ankommer Thomas med IFOR-styrken i Eksjugoslavien. Denne gang bærer han NATO's grønne hjelm i stedet for FN's blå. Og det betyder meget for ham. Nu kan han skyde først og spørge bagefter, hvis der sker noget.

- Jeg skal nok vise dem, at jeg ikke er bange for dem, tænker han.

Der bliver dog ikke brug for at skyde. Under udsendelsen oplever han kun den fare, som han udsætter sig selv for. Han er blevet følelseskold og ligeglad, når han går rundt alene.

En dag går han ind i en af lejrens tre bandlyste bygninger, selv om han ved, at de ikke er blevet ryddet for miner og sprængstof. Han er nysgerrig efter, hvad han kan finde af militærgenstande i de gamle kroatiske kasernebygninger. Han går op på anden sal og er på vej ind i et lokale, da han kigger ned. Hans fod står to og en halv centimeter ved siden af en mine.

Efter kun to uger i lejren snubler Thomas i en rulle kabler og forstuver foden så kraftigt, at den kommer i gips. En lille uges tid senere bliver han sendt hjem.

Det er den fjerde udsendelse i træk, som han ikke gennemfører, tænker han. Og han får ikke engang sin medalje. Eller arbejdsskadeerstatning.

Tiden derhjemme går med at drikke øl. Alkoholen dæmper tankerne om, hvorfor forholdet til Berit ikke er ligesom inden, han tog af sted. Han tænker også på, hvad forsvaret kunne have gjort anderledes under bombardementet i Dvor. Og hvorfor to soldater fra hans lejr begik selvmord, efter de kom hjem.

Jo mere han tænker, jo mere træt bliver han af forsvaret. Han fortæller dem, at han ikke vil udsendes igen. To gange ringer de alligevel fra Vordingborg Kaserne og spørger, om han ikke vil af sted. De mangler en mand med hans kvalifikationer. Men Thomas kan ikke overtales. Han ved, at han vil knække helt, hvis han tager af sted igen.

Thomas er lettet over, at det nu er slut med udsendelserne.

Men problemerne forsvinder ikke, og hans alkoholmisbrug bliver værre, da han i juli 1996 får job som salgschauffør for Faxe Ceres Thor. Thomas drikker i løbet en arbejdsdag mellem en halv til en hel kasse. Ofte guldøl.

Thomas føler sig også stadig utryg. Når han tager på hjemmeværnsøvelse, pakker han et magasin med skarpe patroner ned i rygsækken. Så kan han hurtigt sætte det i geværet, hvis nu der skulle blive brug for det.

- Jeg skal ikke fanges med bukserne nede en gang til, tænker han.

Berit bliver gravid, men Thomas føler ingen glæde. Han er ligeglad med hende. Og med alt og alle andre omkring ham. Det er svært nok at være ham, men det kan han lige klare. Til gengæld kan han ikke klare samtidig at pleje et forhold og pludselig at skulle være far.

Det er januar 1997. Berit er gravid i ottende måned, da Thomas forlader hende.

Læs i morgen:

Kapitel 3: Det sidste slag

Billedtekst (til privatfoto fra Thomas Pedersen taget inde fra bunkeren):

Bunkeren. I 1995 var Thomas Pedersen fanget 36 timer i en regn af granatnedslag i Camp Dannevirke i Eksjugoslavien. Under en pause i beskydningerne tog han dette billede inde fra den lille bunker, han sad i.