Æ gal' pornogangster
- historien om en sindssyg rapper fra Als

Han blev kendt som den platte gangsterrapper L:Ron:Harald, men bag den useriøse facade gemmer sig historien om en mand, der har oplevet den lukkede afdeling indefra, set sin veninde dø og kæmpet med både stoffer og følelser.

Som et lyn slog galskaben første gang ned i Lars Jensen en lørdag nat i slutningen af maj 1995. Han vågnede på sit kollegieværelse i Århus med et spjæt. Det var, som om alle informationer, alle erindringer, på hans mentale harddisk var ved at blive fjernet, som om hele hans personlighed var ved at kortslutte. Og så gik han i sort.

Da han kom til sig selv igen lå han på knæ foran et af toiletterne på kollegiegangen og græd og brækkede sig. Af angst.

- Jeg ved, hvem jeg er, jeg hedder Lars Jensen, jeg ved, hvem jeg er, jeg hedder Lars Jensen, gentog han igen og igen for sig selv.

Lars Jensen var ramt af sin første psykose. Da jeg besøger ham i hans lejlighed i Risskov ved Århus i dag, otte år senere, er Lars Jensen på Zeldox og Fontex - antipsykotisk og antidepressiv medicin. Siden den dag lynet slog ned, har han oplevet mere, end de fleste håber på. Og langt mere end de fleste frygter.

Han har solgt 50.000 cd'ere. Han er blevet tiljublet af titusinder, da han optrådte landet over som L:Ron:Harald, den selvudnævnte pornogangster, der på ægte "synnejysk" rappede om at cruise i Opel Kadett og tæske sergentelever i Sønderborgs natteliv. To gange har han været indlagt på psykiatriske hospitaler - den ene gang på den lukkede afdeling. Han har oplevet sin veninde Rikke dø, han har været tæt på at overgive sig til kokainen, og senest har han udgivet bogen "Patient" om sit liv som psykisk syg, og om det system, han føler, svigtede ham.

En evig tåre
- Vil du have et glas cola, siger den tidligere pornogangster, efter han langt om længe åbner døren til den toværelses lejlighed i Risskov.
Den massive gangsterrap fra Ice Cube-cd'en i anlægget har inden da overdøvet ringeklokke og telefon et stykke tid. Lars Jensen har ikke rørt spiritus i 15 år. I det hele taget lever han ikke op til de mange billeder af L:Ron:Harald, jeg har i hovedet på forhånd. Det eneste, der passer ind i portrættet af en hårdkogt rapper, er det posede tøj. Og så tatoveringerne, som Lars Jensen alle sammen har fået lavet indenfor de seneste to år.

På venstre side af halsen, står der "Dagdrømmer" på kinesisk, på højre "Als" med store danske bogstaver. Og den nyeste. En sort tåre, der for evigt løber fra højre øje. Hver for sig symboliserer de dele af Lars Jensens liv.

- Lige siden jeg var dreng, har jeg været meget følsom og lidt af en dagdrømmer. Jeg læste mange bøger og gik på Ahlmann-skolen i Sønderborg, som var en skole med mange hårde typer, og jeg var nok en blød en dreng. Det var lidt barskt. Jeg tror ikke, jeg fik flere tæsk end de fleste, men jeg tog det hårdere, fordi jeg altid har grublet meget over tingene, siger den nu 37-årige Lars Jensen.

Som teenager udtrykte han sig på betonvæggene i Sønderborgs parkeringskældre og gangtunneller. Sammen med vennen Sune Wagner, der senere slog igennem som rockmusiker, sprayede han hele nætter væk med graffiti. Senere begyndte han at skrive raptekster og hjalp rapperen Clemens frem. I 1994 forlod han byen for at læse i Århus.

- Jeg ved sgu ikke, hvorfor jeg blev hængende så længe. Der skete jo ikke en skid i Sønderborg. Men samtidig er Als også utrolig smukt, og jeg kan da godt forestille mig at flytte tilbage, når jeg engang bliver gammel, siger Lars Jensen stille og gaber.

Men da samtalen falder på årsagen til tåre-tatoveringen, vågner han op og sætter sig frem i stolen. Efter hans første psykotiske anfald flyttede han tilbage hos sin mor i Sønderborg. Igen fik han det dårligt, og igen blev han indlagt. Denne gang på den lukkede afdeling.

- Den symboliserer alt det, jeg har set på den lukkede. De tårer, jeg har set, og dem jeg selv har grædt, siger Lars Jensen om tatoveringen, han fik lavet for to måneder siden.

Døden på toilettet
På det psykiatriske hospital, hvis navn han ikke ønsker frem, fik han diagnosen grænsepsykotisk, han fik elektrochok seks gange og masser af antipsykotisk medicin. Men han fik kun tre samtaler med en psykolog på de to måneder. Den eneste, han var rigtig tæt på, var en depressiv pige, Rikke, som blev indlagt samtidig.

- Jeg oplevede en følelsesmæssig intimitet med hende, som er utrolig sjælden. Det var en meget smuk oplevelse i en hård tid. Så endte det ulykkeligt, men det..., stopper Lars Jensen, mens hans øjne bliver blanke.

Rikke tog livet af sig selv på hospitalet, mens Lars Jensen sov. Han så hende blive båret ud af toilettet med blodet løbende fra de overskårne håndled. Den dag i dag føler han, systemet svigtede både ham og veninden.

- Der burde være meget mere personale, der burde være tid til at snakke med patienterne, og sygeplejerskerne burde skoles bedre til at tage sig af patienternes problemer, siger han hårdt.

Lars Jensen blev selv udskrevet kort efter. Han flyttede tilbage til Århus, fik tildelt førtidspension på grund af stemplet som grænsepsykotisk og på grund af en dårlig ryg, og han begyndte igen på at lave musik. Da han i 1997 for sjov lavede et demobånd som den porno- og Kadett-fikserede L:Ron:Harald og pludselig blev en landeplage, fortalte han kun sine nærmeste om sine psykiske problemer.

- Jeg har altid været flov over det, og syntes ikke, det kom andre folk ved. Og jeg ville ikke være kendt som ham den psykisk syge, der laver musik. Nogen vil måske spørge, om det er bedre at være kendt som pornogangster med Kadett, men L:Ron:Harald-figuren var jo en joke. Det har sgu overrasket mig, hvor mange, der ikke fattede joken i det, siger Lars Jensen, der først nu, otte år efter sit første psykotiske anfald, er klar til at fortælle offentligheden om sin sygdom i sin nye bog.

Den hvide engel
Bogen kommer nu, fordi han vil forsøge at ruske op i systemet og for at vise, at psykisk syge ikke er "folk, der går i bad med tøj på og fægter rundt med knive", som han udtrykker det. Og fordi han vil stå ved, hvem han virkelig er.

- Jeg er sgu ligeglad med, hvad folk tænker om det, eller om de vil begynde at råbe efter mig på gaden. Jeg har det sådan, at sandheden er mit stærkeste våben, og når folk nu ved det, kan det ikke røre mig, siger forfatteren, rapperen og patienten, der heller ikke lægger skjul på den seneste titel, der var tæt på at kunne føjes til rækken: stofmisbruger.

Flere digte i hans digtsamling "Ensom under neon", som udkommer i år, er skrevet på kokain. Et stof, Lars Jensen for nylig stiftede bekendtskab med, og som han var lige ved at overgive sig til.

- Jeg havde brug for det sus, det giver, og jeg har skrevet nogle af de bedste digte på kokain, fordi man er så meget i kontakt med sig selv. Men den hvide engel har to ansigter. Sidste gang købte jeg to gram, som skulle vare 14 dage, men jeg tog dem på en dag, og fik det utrolig dårligt bagefter. Man bliver nervøs og ængstelig og tænker kun på at få fat i noget igen. Jeg tror, jeg var begyndt at sælge mine ting, hvis jeg ikke var stoppet, siger Lars Jensen, der efter den dag besluttede aldrig at røre stoffet igen.

Han har fortalt lavmælt om sit liv og sin sygdom, kun afbrudt af mine spørgsmål og et par slurke af colaen. Et sidste spørgsmål, jeg aldrig nåede at stille, da jeg ankom i Ice Cube-larmen, trænger sig på.

- Hvordan har du det?

- I dag har jeg det ok. Medicinen virker godt, men jeg tænker stadig meget over tingene, og har nogle gange svært ved at forstå, hvad folk mener, hvis de for eksempel er ironiske. Det er en del af sygdommen. Men jeg er rimelig glad, siger Lars Jensen og fortsætter:

- Et eller andet sted er jeg også glad for at have været på den lukkede. Jeg har set så mange ting, jeg aldrig glemmer. Jeg har set voksne mænd græde, når de blev tvangsindlagt af politiet, og hørt folk skrige om natten. Mennesker, der vidste, de aldrig blev raske. Så lærer man sgu at værdsatte de dage, hvor man selv har det godt.

Fakta: Rapper og patient
Født i 1966 i Sønderborg. Gik på både gymnasium og kunstakademi i Sønderborg og var et år i USA, indtil han til sidst tog en hf-eksamen. Han fik 5 i Matematik og 13 i Dansk og Engelsk. I 1994 flyttede han til Århus, hvor han begyndte på Danmarks Journalisthøjskole. Året efter fik han sit første psykotiske anfald og droppede uddannelsen. Var derefter indlagt to gange på psykiatriske hospitaler. I 1998 slog han igennem som rapperen L:Ron:Harald og solgte 49.000 eksemplarer af debutalbumet "Pornogangster". Han har netop udgivet bogen "Patient" om hans liv som psykisk syg og arbejder desuden på en digtsamling. I dag bor han i Risskov ved Århus og er på førtidspension.

Citat:
Mæ å min Kadett - mæ å min Kadett Opel Kadett den æ oltins numme jet L:Ron:Harald han ælske sin Kadett Å køie i Kadett det æ fannemgame fedt.
Lars Jensen som L:Ron:Harald på albumet "Pornogangster" fra 1998.

Citat:
Nogle nætter bli'r presset for stort så ta'r jeg ind til byen strejfer rundt på må og få ensom under neon.
Lars Jensen anno 2003. Fra hans digtsamling, der udkommer senere på året.

 

   
   

forside | artikler | billeder | pris | cv | kontakt