Flere døende passes hjemme

HJEMMEDØD: Mere åbenhed om døden og travlhed på sygehusene får flere til at passe døende familiemedlemmer i eget hjem.

Af Michael Lund

Pas dine døende kære og få penge for det, lød tilbuddet fra politikerne til vælgerne i 1990. Men kun få valgte dengang at tage imod det såkaldte plejevederlag, som kan gives til familie og venner af personer, der ligger for døden. Siden er antallet af døende, som bliver passet af familien, vokset støt.

I 2001 brugte landets kommuner 101 millioner kroner på ordningen, og knap to tusind danskere døde, efter at deres pårørende havde taget orlov for at pleje dem. Ordningen er simpelt hen ved at blive en succes, vurderer Socialministeriet.

- Antallet af personer, der tager imod tilbuddet, er støt stigende, men hvorfor det er sådan, er svært at sige. Der er mange forklaringer, men de vigtigste er nok, at der er mere opmærksomhed om ordningen, og at det ligger i tiden at ville dø hjemme. Måske hører det sammen med, at folk er bange for hospitalet og plejehjemmet, siger Torben Hede, der er fuldmægtig i Socialministeriet og til daglig administrerer ordningen.

På Smerteklinikken i Esbjerg møder sygeplejerskerne dagligt døende patienter, og fra sommeren i år oprettes et egentlig hold af sygeplejersker, der skal kunne tage ud og lindre smerter for patienter, der har valgt at dø hjemme. På klinikken mærker man også det stigende ønske om at blive passet hjemme.

Den ene af klinikkens to faste sygeplejersker, Marianne Rosenbæk, siger:

- Jeg tror, det er fordi, der generelt er blevet mere åbenhed om døden de senere år. Politisk har der været en del fremme om vilkårene for døende, og så er folk også blevet mere opmærksomme om mulighederne for at tage sig af de nærmeste. Men det hører også med, at sygehusene i dag er præget af, at der er pres på, og folk derfor vælger at være derhjemme i steder, fastslår Marianne Rosenbæk.

Selv om ordningen med at blive passet i eget hjem har fået større udbredelse, dør størstedelen af os dog stadig på sygehuset, mens kun en femtedel dør hjemme. Og hver tiende dansker dør helt alene.

 

   
   

forside | aktuelt | artikler | billeder | layout | priser | cv | kontakt