Min kone skulle dø hjemme

ROS TIL DØD : Familien passede den kræft-syge Birthe Westergaard en måned i hjemmet i Aabenraa, inden hun døde. Ideelt, mener den efterladte mand.

Af Michael Lund

Solen skinnede fra en skyfri himmel den 25. marts. I sit hjem på Snekrog i Aabenraa lå den 59-årige Birthe Westergaard. Hjertet bankede ikke længere. Efter at have fået konstateret kræft i september sov hun stille ind i hjemmet klokken kvart i to om natten med sin mand og børnene om sig. Den sidste måned passede familien hende i hjemmet, efter at lægerne havde opgivet behandling, og da hun til sidst døde, blev hun liggende på sengen i stuen, mens der gik de obligatoriske timer, før lægen officielt kunne erklære hende død.

- Det var slet ikke mærkeligt, at hun lå der, for så kunne vi alle sammen nå at tage afsked med hende, både mig og mine børn. Det var dejligt at have hende herhjemme og sige farvel, inden hun blev overført til kapellet, fortæller Birthe Westergaards efterladte mand, Walther Westergaard.

Nej til penge

Han er en af de danskere, som i 2003 valgte at passe et døende medlem af familien i deres eget hjem frem for at sende mor, far eller ægtefællen på hospital eller plejehjem. En ordning som mindst 2000 danskere hvert år vælger. Mindst, fordi tallet kun dækker dem, der vælger at tage imod penge for at passe deres pårørende. Og dem hører familien Westergaard ikke til.

- Vi fik tilbuddet, men sagde nej, for vi havde et godt netværk af venner og familie, der kunne klare det, så det ville vi ikke lave penge på, fastslår den 63-årige Walther Westergaard, der i begyndelsen var i tvivl, om han ønskede at fortælle om sin kones sidste tid til JydskeVestkysten, men til sidst sagde ja.

Af én årsag.

- Det har simpelt hen været så positiv en oplevelse, hvis man kan tale om det på så tragisk en baggrund. Før Birthe blev syg havde jeg nogle fordomme om, hvordan hjemmeplejen fungerede, og hvor travlt der var, men alle sygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne, der kom her, var så søde, at det var helt utroligt. Det kunne ikke være gjort bedre, siger Walther Westergaard.

Døren var åben

Da Birthe Westergaard kom hjem fra sygehuset efter at have modtaget sin sidste stråleterapi mod knoglekræften, havde hjemmeplejen allerede leveret den nødvendige medicin på adressen. Familien flyttede Birthe Westergaards seng ind i stuen, billederne af børnebørnene blev placeret rundt om, og fordøren stod åben, så sygeplejersker og assistenter bare kunne gå ind, når de kom forbi de fire gange om dagen.

- De var altid smilende og glade, når de kom, og så gav det mig også mulighed for at komme ud af huset, når de var her. Ellers turde jeg jo ikke gå, hvis der skulle ske noget, siger Walther Westergaard og fortsætter:

- Birthe var også meget glad for det. Hun ville gerne være hjemme, og det var dejligt at kunne gøre det for hende. Det er jo også lettere at gå på besøg hos syge, når de ligger hjemme, end på sygehuset, så der kom utrolig mange venner og kolleger forbi.

I dag, knap en måned efter Birthe Westergaards død i hjemmet på Snekrog, ligger hun på Aabenraa Kirkegård. Men hun er stadig omgivet af familien. På graven står en påskekurv med en lille kylling og to påskeæg i. Og et gækkebrev lavet af hendes fem børnebørn.