Hospice hjalp os igennem

GOD DØD: Anne-Mette Haugaards bror blev som 32-årig ramt af en ondartet svulst. Han levede sine sidste dage på et hospice, og her fik søsteren midt i sorgen afkræftet myter og fordomme om dunkel belysning og begravelsesstemning.

Af Michael Lund

Påsken for fire år siden i Pantheon-kirken i Rom. Søren Haugaard friede til sin kæreste. Hun sagde ja, og brylluppet skulle stå på Ærø den 31. juli samme år. I stedet blev det dagen for Søren Haugaards bisættelse.

På vej hjem i flyet kunne Søren Haugaard mærke, der var noget galt, og mistanken blev bekræftet på Rigshospitalet. Kræften, lægerne havde opdaget året før, havde bredt sig. Og da lægerne tidligere havde brugt den maksimale stråleterapi, var der kun kemoterapien tilbage. Den hjalp ikke. Kræften voksede som dræbende ringe i vandet, lægerne opgav kampen, og i midten af juli besluttede kæresten, Søren og forældrene, at han skulle indlægges på Diakonissestiftelsens hospice i København, byen han var flyttet til et par år tidligere. I Tjæreborg sad hans søster Anne-Mette Haugaard.

Overrasket af ånd

- Jeg tænkte, hvad skal han dér, og forestillede mig noget med gamle mennesker, kolde dystre gange med begravelsesstemning og slet ikke noget for Søren. Desuden har jeg selv været med til at passe adskillige døende patienter i deres eget hjem igennem mit arbejde, så jeg tænkte, at vi da også selv kunne passe Søren, fortæller Anne-Mette Haugaard, der siden fik ændret fordommene om livet og døden på hospice.

I dag er den 39-årige sygeplejerske i hjemmeplejen en af de aktive i støtteforeningen for et hospice i Sydvestjylland. Hun flyttede selv ind på hospicet i København sammen med sin døende bror for at være hos ham de sidste ti dage. Og her overraskede stedets ånd hende.

- Første gang, vi skulle besøge ham, kørte vi rundt om bygningen et par gange og var nervøse for, hvad der ventede. Men da vi til sidst gik ind, kom en storsmilende sygeplejerske og sagde: »Hej, du må være Sørens søster, nu skal jeg vise dig rundt«, forklarer Anne-Mette Haugaard.

I stedet for dystre gange mødte Anne-Mette Haugaard lyse lokaler, blomster, terrasser og glade sygeplejersker. Og en lillebror, der var glad for stedet.

Hotlips på gangene

- Sygeplejerskerne tog gas på ham, og han kaldte dem »hotlips« i stedet for sygeplejersker. Sygdommen ødelagde noget af hans sprog, men humøret havde han stadig indimellem, siger Anne-Mette Haugaard, der måtte erkende, at hospicet kunne nogle ting, hjemmeplejen ikke formåede i hans tilfælde.

- På hospicet har man ingen praktiske pligter som familiemedlem, og der er døgnbemanding, så man kan koncentrere sig om at leve den sidste tid sammen. Hvis man manglede noget, skaffede sygeplejerskerne det, og om natten sad der hele tiden en nattevagt ved siden af ham. Så kunne vi sove uden at bekymre os om natten og være friske til at tage os af Søren om dagen, siger Anne-Mette Haugaard.

En ting kunne hospicet dog ikke. Forhindre Søren i at tabe til kræften. Den 25. juli døde han, der blev holdt udsyngning på hospicet, og den 31. juli blev Søren Haugaard så bisat fra Tjæreborg Kirke.

Siden har Anne-Mette Haugaard kæmpet for et hospice i Ribe Amt.

- Det er ikke fordi, jeg absolut vil dø på hospice, for der er også gode ting ved at dø hjemme. Men jeg vil have muligheden for at vælge, hvis jeg kommer i en situation, hvor det er nødvendigt.