Begrav dig på nettet

MODERNE DØD: Flere hjemmesider giver i dag mulighed for, at danskere kan klikke sig til deres egen ønskebegravelse.

Af Michael Lund

Klik. Så er der valgt en ædeltræskiste i mahogni. Et klik til. Så er der valgt en buket gule blomster. Til ens egen begravelse, altså.

På internetsiden www.netbegravelse.dk kan alle med en internetforbindelse planlægge både deres egen og deres pårørendes begravelse ned i mindste detalje - lige fra ønsker om salmer i kirken til inskriptionen på ens gravsten. Planlægger man en begravelse for en pårørende, bliver ønskerne automatisk sendt videre til en bedemand i ens amt, mens de kan printes ud og gemmes, hvis det er ens egen afslutning på livet, man har klikket sig igennem.

Manden bag hjemmesiden er Ole Heise, der er tidligere direktør i foreningen Danske Bedemænd.

- Vi gør jo mere og mere selv i dag, og meget foregår over nettet, så jeg syntes, det var naturligt at lave en hjemmeside, hvor man kan planlægge begravelser, for så kan man sidde i ro og mag foran skærmen og gennemtænke tingene. Det er jo den ultimativt

sidste begivenhed i ens liv, så det skal planlægges ordentlig, siger Ole Heise, der kun har fået positive tilbagemeldinger fra besøgende og kolleger.

Til gengæld kniber det lidt med antallet af begravelser over nettet. Efter halvandet år har siden kun 300-400 besøgende om ugen, og de personer, der har bestilt en begravelse på siden, kan tælles på et par hænder.

- Det går stille fremad i øjeblikket, men jeg er sikker på, at det her bliver måden at gøre det på i fremtiden, siger Ole Heise.

Netbegravelse.dk er ikke det eneste sted, man kan planlægge begravelser. På begravelsesbranchens side, www.bgbr.dk, kan man skrive sin kommune ind i et felt, hvorefter der dukker telefonnumre op på stenhuggere, bedemænd og blomsterforretninger i ens kommune. Her kan man også udskrive et papir med ens personlige ønsker for sin egen begravelse med et enkelt klik.

 

   
   

forside | aktuelt | artikler | billeder | layout | priser | cv | kontakt