Et liv med selvmord

LANGT NED: Klaus Justesens far og stedbror begik selvmord. Han var selv tæt på.

Af Michael Lund

Foråret 1969. Klaus' far hænger fem galger op i familiens kolonihavehus i Odense. To store og tre små. En til hvert medlem af familien Månsson. Den ene af dem bliver brugt, da faderen lægger en af de to store løkker om sin hals og hænger sig, mens børnene og moderen intet aner - indtil politiet kommer med nyheden om faderens død.

Klaus, som i dag hedder Justesen til efternavn, var dengang fire et halvt år, og faderens død for egen hånd skulle blive den symbolske begyndelse på et liv i skyggen af selvmord.

I år, 34 år senere, har Klaus Justesen været til begravelse for sin stedbror, der skyllede et glas smertestillende piller ned med en halv flaske rom i sin bolig i Kolding for halvanden måned siden. Og imellem de to dødsfald har Klaus Justesen selv siddet med en hobbykniv og et glas smertestillende piller foran sig. Parat til at bedøve sig og skære sine håndled over i brusenichen. I stedet ringede han i sidste øjeblik til Kolding Selvhjælp.

- Jeg havde en meget svær periode dengang. Jeg gik simpelt hen fuldstændig ned, efter at min daværende kæreste tog til udlandet i tre måneder. Jeg græd meget og gad ingen ting - ikke engang at stå op, fortæller Klaus Justesen, der i dag tager lykkepiller for at holde selvmordstankerne væk fra hans nye liv i parcelhuset i Vonsild med hustruen Tina, hendes to børn og hendes efternavn, som han har taget for at lægge afstand til faderens selvmordshistorie.

Og pillerne virker. I dag ligner Klaus Justesen ikke en, der bukker under for noget. Han taler ivrigt om sit frivillige arbejde for Kolding Selvhjælp, smiler når samtalen falder på sidste års bryllup i Vonsild Kirke, eller på de 125 liter maling, han har måttet bruge på parrets nye hus. Men han er også en helt anden person end den, han var 28. november 1995, da han til sidst blev indlagt på den psykiatriske afdeling i Kolding for selvmordstanker. En dag han husker, som var det i går.

- Ulla Knudsen fra Kolding Selvhjælp tog med mig over til min læge, og han spurgte, hvordan jeg havde det.

- Og så brød jeg fuldstændig sammen, mens Ulla forklarede ham det hele. Så kom jeg på den psykiatriske afdeling, hvor jeg var så nervøs, at jeg væltede lægens vand, mens han talte med mig, siger Klaus Justesen, der kom på antidepressiv medicin med det samme og blev udskrevet fra sygehuset efter 14 dage.

- Jeg kan huske, at jeg sagde til sygeplejersken, at jeg ikke ville hjem, fordi medicinen først virker helt efter fire-fem uger. Heldigvis flyttede min bror ind hos mig, da jeg blev udskrevet, så jeg ikke var alene. Og så var det, som om skyerne trak fra, da medicinen begyndte at virke.

Selvmordstankerne forsvandt, mens pillerne og psykoterapien tog over. Den generte Klaus, omverdenen kendte, turde pludselig være udadvendt, og efter et år havde han overskud til at hjælpe andre, der tænker på at gøre livet forbi. Og til at tænke over, hvad det var, der gik galt for hans far, stedbroderen - og var tæt på også at gå galt for ham selv.

- Jeg tror, at min far var depressiv, og så mistede han sit arbejde og fik en dom for promillekørsel, hvilket fik det hele til at vælte. Min stedbror var også syg, men den antidepressive medicin hjalp ikke, og til sidst blev det simpelt hen for meget.

Jeg selv har nok haft noget af min fars psyke kombineret med, at jeg manglede min fars kærlighed, var genert og blev mobbet i skolen, siger Klaus Justesen, der også har tænkt over paradokset i, at nogle tager deres eget liv, mens andre kæmper for at bevare deres.

Efter et liv tæt på den selvvalgte død har han et bud på en forklaring.

- Jeg tror ikke, at nogen decideret vælger døden. Det er for at slippe væk fra en masse ting i livet. Hvis du har en depression, er det som at have en knude i maven eller en mursten hængende over hovedet, og du kan ikke få ro i kroppen. Så kommer døden til at se ud som den sidste udvej.