Kæmper med
mareridt og druk

FN-Soldat mærket for livet: To af Thomas' kammerater begik selvmord - selv slås han med psykiske problemer.

Af Michael Lund og Thomas Helsborg

Hans krop begynder at dirre. Det er som om, det buldrer helt nede fra fødderne af. Han trykker krampagtigt på fjernbetjeningens knapper. Igen og igen. Men videofilmen fortsætter. Med billeder af kammeraterne i de grønne uniformer, og det bakkede jugoslaviske landskab.

Han ryster voldsomt nu, og Natasha vender sig i sofaen og spørger, hvad der er galt.

- Stop filmen, stop filmen, fremstammer han og mærker tårerne komme frem.

Han mærker sin krop ryste af følelser, han ikke forstår. I næsten tre timer hulker han. Året er 2000, og Natasha og Thomas har lige mødt hinanden. De sad i sofaen og snakkede om hans tid som FN-soldat, da han satte hjemmevideoen i maskinen og brød sammen.

Bagefter fortæller han hende, hvordan tiden i Eksjugoslavien har ændret hans liv. Ligesom den har gjort for mange af de omkring 10.000 danske soldater, der gjorde tjeneste i det borgerkrigshærgede land, mens kampene stadig rasede. Tre danskere døde i kamp, mange flere blev sårede, og et ukendt antal soldater vendte hjem med ar på sjælen.

Thomas' historie begynder seks år tidligere.

Drikker øl og spiller kort

Den 26-årige konstabel Thomas Pedersen sidder i messen i Camp Dannevirke. Året er 1994, og det er vinter. 180 mand bor de sammen i en lejr af hvide beboelsescontainere i et bakket område ved den lille by Dvor. Lige ned til floden Una, der skiller de stridende serbere og kroater.

De fleste aftener tilbringer han med at drikke dåseøl, spille kort og drikke flere øl. De andre kalder ham Hippie på grund af den syv centimeter lange, flettede hårpisk, der hænger ned langs nakken fra hans ellers kortklippede, blonde hår.

Hippie er kendt som lejrens hurtigsnakkende og småprovokerende Valby-dreng. Hans høje latter lyder ofte over dåseøllene, og det er ham, der er kendt for at putte shampoo i kondomer og lægge dem ind i de slidte pornoblade, som andre skal overtage.

Om dagen kører Thomas lastbil uden for lejren. Den grønne uniform har været hans liv, siden han som 18-årig meldte sig ind i hjemmeværnet.

Thomas har tidligere været udsendt i Eksjugoslavien. Han tager sig ikke af serberne, der skyder omkring sig, når de har drukket for meget brændevin. De fattige børn lægger han mere mærke til. De bor på lossepladsen og roder danskernes skrald igennem for madrester.

Børnene minder ham om sin kæreste Ingers seksårige datter, Jeanette.

Fra Ingers breve ved han, at Jeanette savner ham. At hun græder og ikke vil i skole. Ikke engang vil uden for lejligheden.

Truer med at skyde lastbil

Efter to og en halv måned i lejren snakker Thomas med feltpræsten. Han truer med at hente sit gevær og skyde en af lastbilerne, hvis præsten ikke får ham hjem. Han siger, han er ligeglad med, at det kommer til at stå i hans papirer. Thomas får sin vilje.

Den 12. marts 1994 kommer Thomas hjem til Inger og den seksårige datter på Amager. Men allerede en af de første nætter efter Thomas er kommet hjem, mærker Inger, der er noget galt.

De voldsomme bevægelser vækker hende. Thomas kaster sig fra side til side i sengen. Om natten drømmer han den samme drøm. Igen og igen.

Han bevæger sig langs en vej. Og så kommer øjnene. Til højre for ham. Til venstre for ham. Foran.

Ligegyldigt hvor han kigger hen, er de der. De samme to lysende blå øjne omkranset af et lille pigeansigt. Ansigtet på den snavsede jugoslaviske pige, der rendte på rundt lossepladsen i joggingbukser og bare tæer blandt dyngerne af affald. De blå øjne kigger direkte på ham. Borer sig ind i ham.

Med ét vågner han og sætter sig op. Han er badet i sved. Hjertet hamrer.

Inger spørger, hvad der er galt. Han siger, at hun skal ikke bekymre sig.

Fra foråret 1994 drikker Thomas et par øl hver aften, inden han skal sove. Men mareridtene bliver ved med at komme.

Thomas forstår ikke, hvad der er galt. Han snakker kun sjældent med sine hjemvendte kolleger fra Eksjugoslavien, og han ved ikke, at adskillige af dem har svært ved at vænne sig til livet i Danmark. At mange bliver rastløse, vagtsomme og får svært ved at sove. At en del drikker mere alkohol og har svært ved at snakke om problemerne med familie og venner. Og at det er værst for dem, der har været udsendt flere gange.

Thomas søger hjælp hos forsvarets psykologer, og den 20. maj 1994 møder han ind til den første samtale. Psykologen, en venlig midaldrende kvinde, spørger til hans alkoholiske mor, der døde, da han var 18 år. Da de to timers samtale er slut, har han ikke fået talt om Eksjugoslavien, og han føler ikke, han får noget ud af snakken.

Efter tre besøg bliver han og psykologen enige om at stoppe behandlingen.

Kort efter afslutter Thomas forholdet til Inger. Han ved ikke helt hvorfor, men det er som om, det hele keder ham.

- Jeg synes ikke, jeg kan byde jer det, siger han til Inger.

Han tænker på mareridtene, vredesudbruddene og ligegyldigheden.

Lejr ligger lige på frontlinjen

I maj 1995 tager Thomas igen til Eksjugoslavien. Han synes ikke, han har noget at se frem til i Danmark. Han keder sig.

I lejren i Dvor er stemningen mere trykket end tidligere, men alligevel er Thomas glad for at være tilbage.

Om morgenen den 18. september 1995 hører

Thomas den dystre torden. Det er kroaterne, der skyder mod serbernes stillinger i det urolige område. Før lå Camp Dannevirke langt fra kampene, men nu ligger lejren midt på den nye frontlinje.

De dumpe brag kommer nærmere. Klokken fem minutter over ti går Thomas ind i sin beboelsescontainer.

I samme øjeblik lyder et øredøvende brag bag ham. Som en kæmpe eksplosion.

Da Thomas kommer til sig selv, ligger han under sin seng. Der er ikke sket ham noget.

- Nedslag i lejren. I hullerne, i hullerne, skratter det over højttalerne.

Få sekunder senere sidder Thomas i bunkeren. Der drysser sand fra bunkerens ståltag, når granaterne slår ned tæt på.

Efter noget tid holder soldaterne op med at tælle granaterne. De kan ikke følge med længere.

Klokken 14.33 lyder endnu et brag. Et skud fra en serbisk kanon er gået direkte igennem sandsækkene på en anden bunker i den danske lejr. Syv ingeniørsoldater bliver såret. To af dem dør.

Thomas tænker, at det lige så godt kunne ske i hans bunker.

Evakueret til anden lejr

Om natten forsøger han at sove, men han hører klapren af kæder. Kæder fra en kampvogn, der ruller nærmere. Hans nakkehår rejser sig.

Kampvognen stopper lige ud for lejren ved Thomas' bunker. Det runger i brystkassen, da den affyrer sit første skud. Skuddet hvisler over bunkeren. Thomas tænker på, hvordan serberne plejer at skyde efter de kroatiske kampvogne. Han tænker på, om turen er kommet til deres bunker. Om det er nu, de skal dø.

Lidt efter kører den kroatiske kampvogn videre. Serberne skyder ikke igen.

Den næste dag fortsætter bombardementet, men senere bliver situationen roligere. Om natten bliver de evakueret i lejrens lastbiler. Der lyder skud i horisonten. Thomas tænker på, at der kun er en plastikpresenning over ladet til at beskytte ham mod en granat.

Fire timer senere kører de ind i den danske lejr i Petrinja. De er i sikkerhed.

Thomas får en samtale med en kvindelig krisepsykolog, der er blevet fløjet ned til lejren fra Danmark. Men det hjælper ham ikke. Han vil bare gerne hjem.

Den 26. september 1995 kommer han endelig til Danmark igen.

Thomas er glad for at komme hjem til sin lejlighed på Amager. Men han bliver hurtigt rastløs. Han føler sig ikke hjemme. Og heller ikke i sikkerhed. Han begynder tænke over flugtruter, hvis der skulle ske noget. I stuen kan han altid komme væk ved at hoppe ud fra altanen. I køkkenet har han altid en stor kniv inden for rækkevidde. Men soveværelset er værre. Der er hverken våben eller flugtruter.

Militærkniv under natbordet

Han sætter en stor militærkniv fast med gaffatape under natbordet. Nu har han selv i søvne et våben inden for rækkevidde. Det beroliger ham lidt.

Tiden derhjemme går med at drikke øl. Alkoholen dæmper tankerne om, hvorfor to soldater fra hans lejr begik selvmord, efter de kom hjem.

Både hans nye kæreste Berit og hans bedste ven Johnny lægger mærke til, hvordan han ændrer sig. Hvordan han oftere har brug for at drikke sig sanseløst beruset. Hvordan han farer sammen og spjætter ved pludselige lyde.

Thomas tager på endnu en kort udsendelse til Eksjugoslavien. Da han kommer hjem, fortæller han dem, at han ikke vil udsendes igen.

Men det får ikke problemerne til at forsvinde, og hans alkoholmisbrug bliver værre, da han i juli 1996 får job som salgschauffør for bryggeriet Faxe Ceres Thor. Thomas drikker i løbet en arbejdsdag mellem en halv til en hel kasse. Ofte guldøl.

Thomas føler sig også stadig utryg. Når han tager på hjemmeværnsøvelse, tager han et magasin med skarpe patroner med.

- Jeg skal ikke fanges med bukserne nede en gang til, tænker han.

Berit bliver gravid, men Thomas føler ingen glæde. Han er ligeglad med hende. Og med alt og alle omkring ham. Det er svært nok at være ham, men det kan han lige klare. Til gengæld kan han ikke klare samtidig at pleje et forhold og pludselig at skulle være far.

Det er januar 1997. Berit er gravid i ottende måned, da Thomas forlader hende.

Læs i morgen: Krigen fortsætter i Danmark, ,hvor Thomas har svært ved at vænne sig til hverdagslivet.

Læs andet kapitel her: Krigen fortsætter i Danmark