Forstæderne er klar til kamp
"Når I behandler os som rødder, bliver vi rødder," siger unge i Paris’ ghettoer. 500 ekstra betjente er på plads i forstæderne, og scenen er sat til nye gadekampe i weekenden.
Af Michael Lund
CLICHY-SOUS-BOIS: »Døde for ingenting«. I T-shirts med de ord demonstrerede flere hundrede borgere i den parisiske forstad Clichy-sous-Bois fredag morgen. Ordene er et minde om, hvordan to drenge døde for et år siden, da de ifølge lokale vidner blev jaget ind i nogle strømledninger af politiet. Dødsfaldene blev startskuddet til de voldsomste gadekampe i Frankrig i nyere tid.
Nu er scenen sat til en gentagelse af sidste års kampe. Frankrigs indenrigsminister Nicolas Sarkozy besluttede allerede torsdag at sende over 500 ekstra betjente på patrulje i forstæderne. Alle betjentene er i kampuniformer.
»Jeg har besluttet at mobilisere alle de styrker, vi kan flytte, så vi kan sikre dem, der tager offentlig transport,« sagde Sarkozy og henviste til, at unge med indvandrerbaggrund har brændt fire offentlige busser af den seneste uge.
»En søn af en luder«
I Clichy-sous-Bois er vreden mod både Nicolas Sarkozy og de franske betjente i forvejen enorm, da Nyhedsavisen besøger forstaden. Byen er præget af unge med indvandrerbaggrund. Arbejdsløsheden er høj, kriminaliteten stiger – og det ekstra politi i forstaden gør kun tingene værre, mener de unge.
»Sarkozy er en søn af en luder. Politiet herude er racister, og det er dem, som er med til at lave problemer. Politiet provokerer os,« siger 17-årige Peks, som var med til sidste års gadeoptøjer og ikke vil have sit rigtige navn frem.
Mange af forstadens 28.000 borgere forventer nye uroligheder natten til lørdag, når de unge indvandrerdrenge markerer årsdagen for gadekampene. I boligblokkene kører beboerne skraldecontainerne ind i aflåste kældre om natten, så de unge ikke sætter ild på dem.
Politiet bliver dagligt mødt med sten, og også journalister er mål for de unges vrede. Et fransk tv-hold måtte ifølge The Independent flygte fra en boligblok i byen. Uden deres bil, som de unge satte i brand. Også Nyhedsavisens udsendte blev onsdag ramt af sten kastet af unge drenge.
Foran byens gymnasium diskuterer de unge årsdagen.
»Jeg er 80 til 100 procent sikker på, at der blive problemer. Intet har forandret sig her, kun omverdenen som ser endnu værre på os end før. Regeringen, medierne og politiet optrapper situationen, så det ender galt. Når I behandler os som rødder, bliver vi rødder,« siger den 17-årige pige Naila, som ellers tager afstand fra volden.
Unge bruger pressen
Pressen er på plads i Clichy-sous-Bois, hvor flere internationale journalister har indlogeret sig på byens eneste hotel. De unge på gaderne har allerede opdaget pressen og tilbyder Nyhedsavisen videooptagelser af brændende biler og stenkast. Mod betaling.
»Sidste år var her fuldt af journalister, og mange af de unge tjente mange penge på at sælge optagelser til de store tv-stationer. Årsdagen er blevet kørt op af både presse og politikere, og det er som om, at de unge nærmest forventes at gøre noget. Og det tror jeg så også, de gør,« siger bestyreren af hotellet, Papé Gueye.
Uden for hotellet i Clichy-sous-Bois er de unge på plads på gadehjørnerne. De kampklædte betjente er på vej. Journalisterne venter på hotellet.
Scenen er sat til nye gadekampe.
Fakta: Begyndelsen
27. oktober 2005 døde de to drenge Zyed Benna og Bouna Traore i forstaden Clichy-sous-Bois nord for Paris. Ifølge deres venner jagede politiet dem.
Dødsfaldene blev gnisten, der antændte vreden i de unge i forstæderne. Hadet til politiet og specielt indenrigsminister Nicolas Sarkozy var i forvejen stort.
Optøjerne spredte sig hurtigt til resten af Paris’ fattige forstæder, hvor mange børn af afrikanske og arabiske indvandrere bor.
På 21 dage brændte de vrede unge 9.193 biler af og 2.921 blev arresteret. Oprøret ebbede ud, da præsident Jacques Chirac lovede bedre vilkår for de unge.
Kilder: Fransk politi, Le Figaro og BBC
|