»Lad børnene bære våben«

80-årige Ibrahim Shalhoub mistede 17 familiemedlemmer, da israelerne sidste år bombede hans landsby. Han har set krig efter krig mod israelere. Og han har aldrig hadet dem mere end nu.

Af Michael Lund, Libanon
Nyhedsavisen, 2007

»Kom. Så skal jeg vise dig min families 17 martyrer,« siger Ibrahim Shalhoub.

80-årige Ibrahim har set sin del af krig og ulykke. Han bor i byen Qana i det sydlige Libanon. En by, som nogle eksperter mener, var stedet, hvor Jesus ifølge Biblen lavede vand til vin. Men også en by fuld af had og tragedie.

I 1996 blev et FN-flygtningecenter bombet af israelske fly, da israelerne kæmpede mod den islamiske milits Hizbollah i området. 106 civile omkom. Sidste år ramte tragedien igen Qana. Israelerne bombede et hus med flygtninge i endnu en krig mod Hizbollah. Og det var sidste års bomber, der dræbte 15 af Ibrahims familiemedlemmer. Eller gjorde dem til martyrer, som han selv kalder det.

Troen på fred er væk
»I begyndelsen troede jeg, vi kunne have fred med jøderne. Men jeg tror ikke mere på det. De bomber vores børn for at udrydde os. Før prøvede vi at tale drengene i landsbyen fra at gå med våben. I dag opfordrer vi dem til det, så de kan forsvare deres land,« siger han, mens han viser plakaterne af sine afdøde familiemedlemmer på et stort mindesmærke i midten af byen.

Da israelerne angreb Hizbollah i 2006 skete det, efter Hizbollah kidnappede to israelske soldater. Israel siger, at bombeangrebet på huset med flygtninge i Qana var et uheld, som skyldtes, at Hizbollah affyrede raketter fra civile bygninger i nærheden.

Under alle omstændigheder mislykkedes Israels håb om at udslette Hizbollah i det sydlige Libanon. I Qana vejer bevægelsens gule og grønne flag med kalashnikov-gevær på overalt i byen. Eksperter er enige om, at støtten til Hizbollah er større end nogensinde i grænselandet mod Israel.

Spion for jøderne
Alene at stille spørgsmål om Hizbollahs brug af civile bygninger i kampen mod israelerne vækker mistanke.

»Er du sikker på, at han ikke er spion for jøderne?« spørger Ibrahims nevø, Muhammad, Nyhedsavisens tolk. Muhammad mistede selv sin femårige datter i sidste års angreb.

I den fattige by har Hizbollah betalt for det store monument for de 28 civile, der døde i luftangrebet sidste år. Bevægelsen har også betalt for genopbygningen af flere huse. Og 80-årige Ibrahim Shalhoub bakker fuldt op om bevægelsens kamp mod Israel.

»Der er ingen løsning. Israel er min fjende. Det her bliver ved, til en af os er udslettet.«

FAKTA: Den uendelige krig
- Israel og Libanon har jævnligt været i krig, siden Israel blev oprettet i 1948.

- I 1982 invaderede Israel hele landet som svar på angreb fra palæstinensere i Libanon.

- Sidste sommer angreb Israel Libanons Hizbollah-milits, som havde kidnappet to israelske soldater.

- Omkring 1.200 libanesere og 160 israelere omkom under konflikten.

 

   
   

forside | aktuelt | artikler | billeder | layout | priser | cv | kontakt