Fortæl journalistikken

Nedenfor finder du et mindre uddrag af en rapport, journalist Thomas Helsborg og jeg lavede om fortællende journalistik i forbindelse med vores hovedopgave (en narrativ serie, du kan finde under artikler på denne hjemmeside). Teksten giver et indblik i den narrative eller fortællende journalistik og viser, hvilke overvejelser vi var ude i, inden vi gik i gang med båndoptager og pc'ere. Rapporten er delt op i følgende afsnit:

Indledning

Hvad er seriel narrativ journalistk?
Genren
Danske fortællende serier
Franklin og fortællingen

Franklins story-model
Vores disposition
Berettermodellen
Flashback
Foreshadowing
Intensitetsskift

Etiske overvejelser
Rekonstruktion

Mediesociologisk redegørelse
Fordele og ulemper ved fortællende journalistik

Genren i fremtiden

Indledning

The night before the verdict, Valessa Robinson's lawyers hit Burdines. Dee Ann Athan, Lyann Goudie and Lisa Campbell, the three assistant public defenders battling for their young client's future, swept through the second floor of the department store at WestShore Plaza around 7 Thursday. The trio of lawyers stood out among the other shoppers. They kept huddling and whispering. They moved like women on a mission, scanning the racks. "Oh, I think she'd like this," said one of them, holding up an outfit. A few minutes later, they made their pick: a baby pink sweater set. Then they hurried from the store.

Sådan begynder den amerikanske avis St. Petersburg Times 12. kapitel af sin atypiske dækning af retssagen mod Valessa Robinson. Artiklen med overskriften "A lesser degree" blev bragt den 22. april 2000 - dagen efter Valessa Robinson blev dømt skyldig i medvirken til mord på sin egen mor. Men læseren får først kendskab til dommens udfald efter 15.342 anslag. Og det skyldes langt fra en uduelig praktikant, som ikke har øvet sig nok på sin nyhedstrekant.

Tværtimod er artiklen skrevet af Pulitzerpris-vinderen Tom French, Pulitzerpris-kandidaten Anne Hull samt Florida-avisens garvede retsreporter Sue Carlton. Især de to førstnævnte har længe kæmpet for at gøre oprør mod, at aviserne nærmest per automatik vælger nyhedstrekanten i stedet for en gang i mellem at overveje, om historien kunne fortælles bedre på en anden måde.

Deres kamp mod nyhedstrekanten og avisernes vanetænkning er en del af debatten om dagbladenes fremtid. Mange aviser leder efter et fremtidssikret ståsted i en medievirkelighed, hvor nyheder når frem til borgerne hurtigere og hurtigere - via radio, mobiltelefoner, internet og tv. Når den teknologiske udvikling har ændret mediebilledet - og dermed avisernes vilkår - på en så afgørende måde, så bliver den skrevne journalistik nødt til også at forandre sig. Den serielle narrative journalistik er en af mulighederne for fremtidens avis.

Da St. Petersburg Times udkom lørdag den 22. april 2000 var langt de fleste borgere i staten Florida allerede klar over, at Valessa Robinson var dømt skyldig. Men de havde endnu ikke fået det 12. og seneste afsnit af fortællingen om retssagen. De havde ikke fået perspektiveret historien og sat den ind i en sammenhæng. Når de åbnede avisen den lørdag formiddag, så blev historien gjort både bredere og dybere. Ved at sluge den lange historie fik læserne indsigt i detaljerne, uddybet advokaternes og dommernes argumenter, og kendskab til de implicerede personers reaktioner og følelser. Kort og godt: perspektivering og identifikation.

Jo mere vi har læst om den serielle narrative genre, jo mere fascinerede er vi blevet. Vi mener ikke, at man skal lave et dagblad eller et magasin udelukkende med den amerikanske form for seriel narrativ journalistik uden tilhørende nyheder og generaliseringer. Vi ser fordele og ulemper ved både den narrative fortælling og den traditionelle nyhedsjournalistik, og vi besluttede derfor, at vores projekts formål skulle være at forsøge at kombinere de to stilarter for at udnytte fordelene fra begge genrer.

Den form for kombination har vi kun set få eksempler på i både de amerikanske og de danske medier. Vi havde heller ingen erfaring med det og var derfor på bar bund, da vi sammen med vores vejleder skulle konkretisere projektet i slutningen af september.
Fascinationen af genren var dog så stor, at vi besluttede at tage udfordringen op. Vi ville forsøge os med noget nyt, som vi ikke ville have haft mulighed for under vores praktik. Vi ville lave en seriel narrativ fortælling suppleret med nyheder. Det var vores udgangspunkt. Først derefter begyndte vi at finde egnede emner og cases, og vi endte altså i den militære verden.

Vi har ikke siden fortrudt vores valg. Vi har lært utrolig meget af opgaven, selvom det undervejs har været hårdt at prøve kræfter med en ukendt genre. For eksempel har udskriften af de utallige timers interview været mere drænende, end vi overhovedet kunne forestille os på forhånd.

I rapporten begynder vi med at fremlægge vores grundidé og derefter give en beskrivelse af den serielle narrative genre. Selve arbejdsprocessen har vi opdelt i to afsnit, fordi vores arbejde med henholdsvis den narrative serie og de traditionelle nyheds- og caseartikler har været meget forskelligt fra hinanden.
Vi slutter rapporten med en kort mediesociologisk redegørelse for, hvilke fordele og ulemper der er i forhold til avislæserne ved henholdsvis traditionelle nyhedsartikler og seriel narrative journalistik.

Hvad er seriel narrativ journalistik?

Narrativ journalistik er in. Klikker man ind på hjemmesiden for et af de førende institutter for journalistik, det amerikanske Poynter Institute, mødes ens mus af artikler med titler som "The Way We Tell Stories", "What Is Narrative, Anyway?" og "Writer In The Newsroom", der alle handler om at få fortællingen ind i journalistikken. Og trenden har også ramt Danmark, hvor CFJE i skrivende stund har 43 artikler i deres temaserie om fortællende journalistik.

Selvom den narrative journalistik er blevet moderne de senere år, er der ikke tale om noget nyt fænomen. New journalisms faderfigur, Tom Wolfe, beskrev allerede i 1973 fordelene ved at bruge dialog frem for citater og skrive efter berettermodeller frem for nyhedstrekanter, og den danske litteraturforsker Ulrik Lehrmann har vist, hvordan Henrik Cavling og Herman Bang brugte narrative teknikker i deres reportager.

Alligevel er der sket en udvikling. Siden Jon Franklin vandt sin Pulitzer-pris for fortællende journalistik i 1979 (og igen i 1985 i øvrigt), har genren vundet gradvist mere respekt hos seriøse aviser, og de amerikanske medier har kastet sig ud i flere mammut-projekter i form af serielle narrative fortællinger de senere år. Hvor New Journalism-journalister som Tom Wolfe og Gay Talese primært kastede sig over kultur- og sportspersonligheder og af og til brugte jeg-form i artiklerne, handler de nye narrative serier om mordsager, børneoperationer og illegal immigration og er skrevet så objektivt som muligt. Og seriøsiteten er blevet anerkendt. De seneste fem år er seks Pulitzer-priser gået til historier, der kan betegnes som narrative.

Genren
Den narrative bølge har fået flere mediefolk til at forsøge at definere genren. Poynter-instituttets Chip Scanlan har opstillet regler om "beskrivelse frem for opsummering" og "forløb frem for resultater", mens danske Mikkel Hvid taler om "faktaformidling forklædt som litteratur". I virkeligheden alt sammen noget, Tom Wolfe skrev ned allerede i "The New Journalism" fra 1973, hvor han opstiller fire råd til journalister, der vil skrive narrativt:

1) Brug scener frem for resumeer
2) Brug dialog frem for citater
3) Brug synsvinkel (lad fortælleren følge en person og se tingene gennem vedkommendes øjne)
4) Brug sigende detaljer

Disse råd beskriver også den nye narrative bølge godt, men der mangler én ting: plottet. Specielt i de serielle narrative fortællinger er det vigtigt med et tydeligt plot, som automatisk leder læseren fra afsnit til afsnit og sørger for, at læseren hænger på. En af de mest brugte modeller til at konstruere et plot er Jon Franklins story-model, som vi vil gennemgå mere detaljeret i næste afsnit og i afsnittet om arbejdsproces. Hovedtrækkene i modellen er at følge en hovedperson, der kommer igennem diverse konflikter, og sporene fra Franklin kan ses i mange af de amerikanske narrative serier. Eksempler er Tom Hallman Jr.'s "The Boy Behind The Mask", hvor hovedpersonen er en dreng med et deformt ansigt, eller Mitchell Zuckoffs "Choosing Naia", hvor hovedpersonen er et forældrepar med et barn med Downs syndrom.

Kravene om plot, handling og hovedpersoner gør, at de narrative serier favoriserer visse emner. Den amerikanske "The Narrative Newspaper", der samler serielle narrative projekter, opdeler sine artikler i fem kategorier, der siger en del om genre-kravene:

1) Death & Dying
2) Disasters
3) Children
4) Military
5) Sports

Mange af de første amerikanske narrative serier knytter sig til den første kategori, hvor specielt rekonstruktioner af mordsager har været udgangspunkt for serier (for eksempel Tom French's "Angels and Demons" fra 1998). Men også børn med livstruende sygdomme og rekonstruktioner af militære slag har fyldt en del (for eksempel Roy Peter Clarks "3 Little Words" - i 29 afsnit - fra 1996 om en aids-syg dreng og Mark Bowdens klassiker "Black Hawk Down" fra 1997 om amerikanernes nederlag i Somalia).

Når vi taler om narrative artikler i denne opgave holder vi os til snævert til den definition af genren, Tom Wolfe og Jon Franklin benytter. Altså at fortællende eller narrativ journalistik består af dialog, scener og plot frem for citater, resumeer og nyhedstrekanter. Man vil finde andre, der fortolker genren løsere og taler om fortællende nyheder, fordi en nyhed indledes med en scene eller indeholder dialog, men ellers følger nyhedstrekanten og benytter citater.

Danske fortællende serier
Ligesom med McDonald's, talkshows og andre amerikanske kultur-produkter gik der et par år, før de serielle narrative projekter kom til Danmark. Først efter årtusindskiftet begyndte danske læsere at få seriel narrativ journalistik ind af brevsprækken - hvis man ser bort fra Morten Sabroes tidligere gonzo-projekter.

Nogle af de første serielle narrativer på danske sider var udvisningshistorien "Drengene fra Palæstina" af Mikael Baden og Allan Larsen fra 2001 i tre afsnit i Weekend-nu og Kim Fabers og Flemming Christiansens "Skyggen" - en rekonstruktion af en trafikulykke, der blev trykt i 2002 i Politiken. Senere er fulgt rekonstruktioner af tvangsfjernelser ("Mistankens bål brænder" i Århus Stiftstidende og "Historien om Nicklas" i JydskeVestkysten), sygdom og død (Politikens "Esther" om aids og "Når engle våger" fra Jyllands-Posten om en kvinde, der dør på hospice) og ulykker ("Historien om E187 Anne Sørines forlis" i JydskeVestkysten - en rekonstruktion af en fiskeriulykke fra 80'erne).

De danske serielle fortællinger afviger altså ikke meget fra de amerikanske i emnevalg. En af de førende forskere på det narrative felt, Mark Kramer fra Narrative Journalism-programmet på Harvard University, taler dog om, at "the next generation" af narrativ journalistik er begyndt at spire frem. Kramer påpeger, at hvor de første forsøg med genren handlede om "flystyrt, døende børn, liv ødelagt af uheld" er der begyndt at komme narrative serier om miljøproblemer, erhvervsstof og arbejdsmarkedsstof (et eksempel er Anne Hulls "Rim of the New World"-serie om konsekvenser af immigration trykt i The Washington Post i 2002).

Indtil videre har denne bølge ikke nået Danmark, hvilket nok skyldes, at det kræver store ressourcer at skrive om mere komplekse emner. Det er langt sværere at rekonstruere komplekse emner, end det er at rekonstruere en dramatisk episode, da folk ikke er i stand til at huske mindre begivenheder så godt. Derfor bliver man nødt til at observere sine hovedpersoner i lang tid for at generere en handling gennem hverdagssituationer. Og det er meget mere tidskrævende. Anne Hull brugte for eksempel 18 måneder på sine fire afsnit i "Rim of the New World".

Franklin og fortællingen
Vi valgte at opbygge vores narrative historie efter Jon Franklins story-model. Først og fremmest fordi vi synes, hans historier fungerer godt og skaber en høj grad af identifikation, men også fordi han har meget konkrete og brugbare modeller. I sin bog Writing For Story definerer Jon Franklin direkte, hvad en god fortælling er, og hvordan den skal skrives for at fungere. En god historie består ifølge Franklin af:

"... en rigtig person, som konfronteres med et betydningsfuldt problem, som kæmper stædigt for at løse problemet og som i sidste ende lykkes med det - og i den proces bliver en anden karakter."

Når Franklin samtidig opererer med en "sympatisk hovedperson" kunne Franklins model ligne opskriften på en ren Hollywood-film, og det er da også på dette punkt, Franklins kritikere ofte slår ned. Det er dog vigtigt i den forbindelse at understrege, at sympatisk ikke nødvendigvis betyder "god", og at løsningen på hovedpersonens problem ikke behøver være ren happy end.

Franklins sympati-begreb betyder i stedet, at hovedpersonens handlinger skal have forståelige motiver, så læseren kan identificere sig med personen. En morder kan godt være hovedperson i story-modellen, hvis bare læseren lærer hans bevæggrunde at kende, for ifølge Franklin vil sympatien så automatisk opstå gennem fortællingen.

Franklins vigtigste pointe er, at der skal være en positiv løsning på hovedpersonens konflikt, så læseren kan lære noget af historien. Men løsningen behøver ikke være at fjerne problemet helt som i Hollywood-filmene. Løsningen kan i stedet være, at hovedpersonen lægger sit liv om eller lærer at leve med problemet. Et eksempel på det er Franklins berømte historie "Mrs. Kelly's Monster", hvor Franklin i begyndelsen ville fokusere på Mrs. Kellys kamp mod hendes dødelige hjernesvulst, men Franklin valgte at skifte hovedperson til lægen Dr. Ducker. For mens Mrs. Kelly intet lærer i historien (bortset måske fra at livet er uretfærdigt, hvilket i Franklins terminologi er en negativ løsning), så lærer Dr. Ducker at leve videre på trods af sit nederlag.

Ud over at stille høje krav til hovedpersonens problem og løsning har Franklin også strenge regler for fortællingens struktur. Disse regler har vi forsøgt at følge.

Franklins story-model

Da fortællingen om Thomas Pedersen er vores første serielle narrative projekt, har vi brugt meget tid på at være metode-bevidste og løbende opdatere vores disposition for ikke at miste overblikket. Vi har som nævnt valgt at bruge Jon Franklins story-model, som mange narrative artikler mere eller mindre bevidst følger.

Franklin er en stor fortaler for dispositioner, og hans story-model har nogle strenge regler for strukturen i en fortælling. En fortælling skal indeholde en komplikation, en løsning og præcis tre udviklingspunkter. Ifølge Franklins erfaringer bygger næsten alle gode historier på denne skabelon, som han yderligere indsnævrer ved at hævde, at den rigtig gode fortæller bør kunne beskrive hvert punkt med tre ord, hvoraf det ene er et aktivt verbum. Franklin giver selv et eksempel fra sin berømte Mrs. Kelly's Monster, hvor han følger sine regler:

Komplikation: Ducker satser liv

Udvikling:
1. Ducker entrerer hjerne
2. Ducker klipper svulst
3. Monster overrasker Ducker

Løsning: Ducker accepterer nederlag

Franklin tilføjer nogle flere regler, hvis man skriver en historie i flere kapitler, som vi gør. I hvert kapitel skal man indsætte en semi-komplikation og en semi-løsning, det vil sige en komplikation, som bliver afsluttet i samme kapitel. I det sidste kapitel skal semi-komplikationen og hoved-komplikationen være den samme, da man ellers bliver nødt til at lave to slutninger, hvilket ikke kan lade sig gøre.

Desuden skal man binde kapitlerne sammen med en inter-komplikation, det vil sige en komplikation, der ligger i slutningen af kapitlet og peger frem mod det næste kapitel. En slags cliffhanger, kan man også kalde det. Franklin ser helst, at inter-komplikationen kommer før semi-løsningen, men han skriver, at det nogen gange ikke kan lade sig gøre på grund af kronologien i historien.

Vores disposition
Som anbefalet af Franklin har vi forsøgt at arbejde med dispositionen fra begyndelsen af og så hele tiden rette dispositionen eller fortællingen ind efter hinanden. Vores endelige disposition ser sådan ud:

1. Kapitel: Hjem til krigen

Hoved-komplikation: Krigstraumer truer Thomas
Semi-komplikation: Militæret ødelægger Thomas' privatliv

U1: Thomas får mareridt
U2: Thomas opsøger psykolog
U3: Thomas opgiver at få hjælp

Semi-løsning: Thomas fravælger privatliv (vælger militæret)

Inter-komplikation: Krigen truer Thomas

2. Kapitel: Bomberegnen

Semi-komplikation: Krigen truer Thomas

U1: Thomas undertrykker angst
U2: Thomas overlever bombardement
U3: Thomas sætter sig i livsfare

Semi-løsning: Thomas forlader forsvaret

Inter-komplikation: Krigstraumer truer Thomas

3. Kapitel: Det sidste slag

Semi-komplikation: Krigstraumer truer Thomas

U1: Thomas bryder sammen
U2: Thomas går til psykolog
U3: Thomas stopper i hjemmeværnet

Hoved-løsning: Thomas overvinder krigstraumerne

Det har hjulpet os utroligt meget i skrivefasen, at vi har haft en overordnet disposition og dermed et overblik over fortællingens udvikling. Story-modellen har været god til at sørge for, at vi hele tiden havde en ordentlig slutning på hvert afsnit, så læseren fik noget ud af hvert enkelt afsnit, men samtidig via inter-komplikationen blev ansporet til også at læse næste kapitel.

Vi har arbejdet meget med vores inter-komplikation, der skal være spændende nok til at få folk til at læse historien den næste dag. På den anden side må de heller ikke være alt for tykke, da det provokerer læserne. For eksempel kunne vi i slutningen af kapitel 1 lavet en tyk cliffhanger ved at lade den første granat fra kapitel 2 falde - men det havde efter vores mening været for meget. Det har været en udfordring at gøre inter-komplikationen balanceret, men vi synes, at det er lykkedes.

Berettermodellen
Franklins story-model har en del lighedstræk med berettermodellen, som ellers kendes bedst af journalister i radio- og tv-verdenen. Begge modeller kaldes for en slags "omvendt nyhedstrekant", hvor klimakset kommer til sidst i historien.

I vores narrative historie har vi brugt de metodiske tricks fra berettermodellen som et supplement til Franklins story-model.

I begyndelsen lavede vi for eksempel en disposition, hvor historien begyndte ved bombardementet i 1995 og derefter blev fortalt kronologisk. Men efter en gennemskrivning fandt vi ud af, at det ikke virkede. Berettermodellen viste os hvorfor. Hvis vi indledte historien med 36 timers action, fik vi ikke præsenteret vores hovedperson godt nok, og man nåede som læser ikke at få sympati med Thomas, før bomberne begyndte at falde. Som vores serie er bygget op nu, bidrager kapitel 1 i langt højere grad til at præsentere vores sympatiske hovedperson og skabe den identifikation, vi ønsker.

Elementerne fra berettermodellen præger både hele vores historie og hvert enkelt kapitel. Dette kan kort vises i skemaet her:

Ud over at følge Jon Franklins story-model suppleret med berettermodellen har vi også brugt nogle andre af Franklins foretrukne fortælletekniske kneb: flashback, foreshadowing og intensitetsskift.

Flashback
Vi har benyttet to flashbacks i vores historie (s. 8 linie 49 og s. 16 linie 27) , og det er ét for meget ifølge Jon Franklin, der mener, at mere end ét flashback ødelægger historiens kronologi. Han tilføjer dog, at der kan være undtagelser, hvor det er nødvendigt, og vi mener, at begge vores flashbacks har været nødvendige. Vi har haft behov for et stærkt anslag, der beskriver temaet og samtidig sørger for, at vores historie begynder i den nære fortid, og ikke i 1993. Fra slutningen af kapitel 2 til starten af kapitel 3 har vi sprunget let over to og et halvt år. Det er Thomas' "tågede" periode, hvor han drikker en masse, flytter rundt konstant, arbejder en masse forskellige steder og har lidt forhold hist og her. Vi havde flere scener, men ville nøjes med en enkelt scene (bryllupsscenen) til at opsummere dette forløb. Via flashbacket får vi både et godt anslag i kapitel 3, og samtidig kan vi bruge psykologjournalen til at opsummere, hvordan det er gået Thomas de sidste par år.

Hvis man skal have et flashback, så påpeger Franklin, at det skal ligge inden kapitlets første udviklingstrin, og det lever begge vores flashbacks op til. Franklin er også en stærk fortaler for, at man ikke skal markere et flashback med kursiv tekst eller symboler som for eksempel tre stjerner eller streger. Han mener, at en god skribent kan skrive det forståeligt uden at bruge den slags billige tricks, og den udfordring kunne vi ikke lade være med at tage op. Derfor har vi forsøgt at inkorporere vores flashbacks - og også mareridt-scenen - i den almindelige narrative tekst.

Foreshadowing
Foreshadowing kan bedst beskrives på dansk som et slags forvarsel. Teknikken bliver brugt til at lægge små hints ud til læserne om, hvad der kommer til at ske. Foreshadowing må ikke forveksles med flashforward, der er et fy-ord i Franklins terminologi.

Flashforward betyder, at forfatteren hvisker læseren en hemmelighed i øret, for eksempel "men det kom han senere til at fortryde...". Et flashforward er skidt, fordi forfatteren på den måde hopper ud af historien og dermed ødelægger illusionen om, at historien foregår lige for øjnene af læseren.

Foreshadowing er derimod meget mere subtilt. Forfatterens opgave er at gøre disse små hints til en del af historien. Læseren skal naturligvis lægge mærke til hintet, men læseren må ikke tænke "hov, der var et hint" og dermed bryde ud af historien. Læseren skal først opdage, at det var et hint, når læseren er nået til det punkt i historien, som hintet lægger op til. Det lyder lidt knudret, men det bliver forhåbentligt mere forståeligt af disse eksempler fra vores tekst.

I begyndelsen af kapitel 1 bryder Thomas sammen, da han ser en hjemmevideo fra hold otte (s. 8 linie 34) . Læseren ved ikke på dette tidspunkt, hvad hold otte er, og læseren er formentlig også ligeglad, for der sker så meget andet spændende i det afsnit. I slutningen af kapitlet bliver Thomas udsendt på hold otte (s. 11 linie 1). I læserens underbevidsthed skulle der på dette tidspunkt gerne ringe en klokke - "hold otte, det må være der, hvor der sker noget forfærdeligt". På den måde har læseren fået et forvarsel, uden at læseren vidste, det var et forvarsel, da det blev givet.

Et andet eksempel fra kapitel 1 er i beskrivelsen af børnene på lodsepladsen, hvor "han synes, han vænner sig til dem" (s. 9 linie 8). Havde vi bare skrevet, at "han vænner sig til dem" havde sætningen været helt normal, men ordet "synes" bidrager til usikkerhed hos læseren. Allerede på samme side finder læseren så ud af, at det kan godt være, at Thomas selv troede, at han vænnede sig til dem, men det gjorde han vist ikke alligevel - et af børnene plager ham i hvert fald i hans mareridt længe efter, at han er kommet hjem (s. 9 linie 79).

Intensitetsskift
Intensitetsskift eller temposkift er uhyre vigtigt for en narrativ historie. Franklin beskriver intensitetsskiftet, som når man zoomer ind og ud med et kamera. En spillefilm udelukkende med nærbilleder bliver uforståelig, mens en film udelukkende med overbliksbilleder bliver kedelig og overfladisk. På samme måde skal en narrativ historie veksle mellem på den ene side intense beskrivelser, hvor fortælletiden nærmest står stille, og på den anden side let forståelige passager, hvor fortælletiden flyver af sted.

Vi har brugt intensitetsskiftene hele historien igennem, men vi vil nøjes med at nævne et enkelt eksempel fra tredje kapitels side 17. Fra linie 21 til linie 75 er der en meget intens beskrivelse af Thomas på hjemmeværnsøvelsen i Oksbøl. I løbet af de 54 linier går der allerhøjest en time. I det næste afsnit zoomer vi helt ud og opsummerer, at Thomas afskriver sin datter, bliver gift og nedsætter sit alkoholforbrug. På de 12 linier går der 11 måneder. Lige bagefter i linie 89 zoomer vi igen helt ind på Thomas, der står i badet. På den måde veksler vi mellem overblik, der driver historien frem, og detaljerede scener, som skaber indlevelse og fascination.

Etiske overvejelser

Rekonstruktion
Vores største etiske overvejelser har gået på det farlige i at rekonstruere virkeligheden. Da vi var uden meget erfaring på dette område, har vi igen kigget i bøgerne for at se, hvad andre gør.

Diskussionen om rekonstruktion kan opdeles i to parter. Den første gruppe består blandt andet af Anne Hull og Tom Hallman Jr., der bevidst forsøger at undgå rekonstruktion. Og hvis de rekonstruerer et citat, følges det for eksempel op med "husker hun, at hun sagde" eller "fortæller han senere, at han tænkte". Den anden gruppe med Tom French og Mark Bowden i spidsen rekonstruerer gerne hele historier og piller alle de normale kildeangivelser ud i en boks, hvor det fremgår, hvem der er kilder til hele historien. Argumentet er, at konstante kildeangivelser forstyrrer fortællingen, og at en kildeangivelse i en boks er ligeså gyldig som den sædvanlige kildeangivelse.

Begge parter er dog enige om, at rekonstruktion kun bør bruges, når det ikke er muligt at observere selv, ligesom en rekonstruktion altid bør bygge på det størst mulige antal skriftlige og mundtlige kilder. Rekonstruktion må aldrig blive en undskyldning for at være doven, som Mitchell Zuckoff siger.

Vores holdning til rekonstruktionsdebatten følger Tom French's. Vi mener, det er legalt at rekonstruere, når der ikke er mulighed for at overære episoderne selv, ligesom vi også mener, man kan forsøge at rekonstruere dialog og tanker. Kravet er, at det tydeligt fremgår i en faktaboks, hvilke kilder der har medvirket til den samlede rekonstruktion. Det er også et krav, at man rekonstruerer ud fra begge parter i en dialog.

Mediesociologisk redegørelse

Fordele og ulemper ved fortællende journalistk
For os personligt er der ingen tvivl. Vi mener, at vores narrative serie om Thomas Pedersen skaber identifikation og giver en dybere forståelse for de menneskelige konsekvenser, det kan have at være udsendt som FN-soldat i en krigszone end traditionel case-journalistik. Spørgsmålet er, om gennemsnitslæseren synes det samme. Og om læserne overhovedet gider læse fortællinger af den type i deres morgenavis.

På dansk grund er der desværre ikke offentliggjort nyere undersøgelser af, hvordan skriveformer påvirker læseren. Men det er der i USA. I samarbejde med de amerikanske dagblades forening har The Readership Institute på Northwestern University undersøgt 100 aviser og 37.000 læseres respons på forskellige artikler og skriveformer i en af de største læserundersøgelser nogensinde. Resultatet er rapporten "The Power to Grow Readership", som er offentliggjort løbende fra 2001 og frem.

En af konklusionerne i rapporten er, at det godt kan betale sig for aviserne at skrive i den narrative stil frem for efter nyhedstrekanten. Ifølge Readership-rapporten bliver de narrative artikler læst mere og husket bedre end artikler skrevet efter nyhedstrekanten:

"En af de mest tankevækkende opdagelser fra undersøgelsen er vigtigheden af skrivestilen. Narrativ journalistik øger tilfredsheden i en lang række emner: politik, sport, videnskab, sundhed, hjem og mad blandt andet. En højere procentdel af narrative artikler forbedrer også den generelle opfattelse af avisens brand, først og fremmest hvor læsevenlig avisen er." (www.readership.org: The Value of Feature-Writing)

Rapporten opfordrer de amerikanske aviser til at skrive flere historier efter den narrative skabelon, da specielt kvinder, unge og dårlige læsere får mere ud af en narrativ historie, end hvis den samme historie er skrevet traditionelt. En tidligere undersøgelse, Ways of Words fra Poynter-instituttet i Florida, har vist lignende resultater. Men i modsætning til Readership-undersøgelsen påpeger Ways of Words-undersøgelsen også nogle af problemerne ved den narrative journalistik.

Ways of Words, der bygger på omkring 1000 læsere og er tilbage fra 1993, viste, at den narrative journalistik foruden de positive effekter også opfattes mindre troværdigt end den traditionelle journalistik, ligesom læserne heller ikke engageres ligeså meget i de samfundsproblemer, artiklen omhandler.

Konklusion på de to undersøgelser er, at læserne husker narrative artikler bedst, men stadig tror mest på traditionelle artikler. Og skal man have fremprovokeret en hurtig reaktion hos læseren, gøres det bedst med en skarpvinklet nyhed med holdningscitater i.

Ingen af undersøgelserne beskæftiger sig i øvrigt specifikt med længden af de narrative artikler eller med narrative artikler i serieform, men udelukkende med skriveformen. Så vidt vi ved, er der ikke lavet større undersøgelser af læserrespons på serielle narrativer. Avisernes erfaringer, samt det faktum at læseren hænger på længere, når stilen er narrativ, tyder dog på, at serieformen bliver læst. Amerikaneren Tom Hallman Jr. fik mere end fem tusind henvendelser efter hans "Drengen bag Masken" havde været i Washington-avisen The Oregonian, og på dansk jord har flere af journalisterne bag de senere års narrativer også meldt om stor læserrespons. Det faktum, at det pressede amerikanske avismarked satser på genren, tyder også på, at de serielle narrativer har en positiv effekt på oplagstallene.

Midt i al denne begejstring over genren er det nødvendigt også at påpege, at der er emner, den fortællende journalistik er mere egnet til end andre. I vores jagt på en case, der egnede sig til en fortællende serie, blev vi hurtig klar over, at genren - specielt i story-modellens version - stiller store krav til handling, scener og løsninger. Vi har frasorteret mange cases til vores narrativ, fordi de ikke havde gennemgået nok scener, eller fordi deres historie ikke havde nogen slutning. Baserer man en avis primært på narrativ journalistik, vil man derfor ende med en avis, der beskriver handling og personer, men kun i mindre grad komplekse emner, hvor personer spiller en mindre rolle som for eksempel økonomi, analyser og emner med flere holdninger.

Eller som retorik-professoren Christian Kock har sagt om den fortællende journalistik og dens krav:

"Vil man: give oplevelse; formidle viden; give en følelse af tryghed; blande sig i en sag, der kan være flere modsatte meninger om? Til de tre første formål kan skurke og helte m.v. være nyttige redskaber; til det sidste er de en farlig stimulans, der angriber journalistens mest sparsomme ressource: troværdigheden." (www.cfje.dk: Christian Kock: Hvad kan fortællingen bruges til i avisen)

I vores artikelserie har vi valgt at kombinere den narrative serie med traditionelle nyheder og cases, og på den måde håber vi, at vores læsere føler, de får det bedste fra begge verdener: Troværdigheden og holdningerne fra de traditionelle nyheds- og caseartikler samt forståelsen og fordybelsen fra den fortællende serie.

Om det virker er svært at fastslå, da vi ikke har lavet en videnskabelig læserundersøgelse på vores egne artikler. Til gengæld har vi indtil videre fået læst vores artikelserie igennem af i alt otte personer i forskellige aldre og ud fra de umiddelbare reaktioner at dømme, skaber narrativen den identifikation og forståelse, vi havde håbet på. Nyhedernes troværdighedseffekt kan vi ikke vurdere, men vores prøve-læsere har givet udtryk for, at nyhederne besvarer de basale spørgsmål om problemets omfang og situationen for soldaterne i dag.

Genren i fremtiden

Den narrative journalistik er kommet for at blive. Som nævnt har genren store fordele for læserne, og ligesom i USA vil vi sandsynligvis se bølgen blive endnu større herhjemme de næste år. Men det er vigtigt, at man ikke glemmer nyhederne og de traditionelle holdnings-cases i begejstringen.

Selvom læserne sluger den narrative journalistik, tyder undersøgelserne på, at genren mere bliver læst som underholdning og oplysning end som debatskabende journalistik. Derfor tror vi, at fremtiden er at lade genrerne supplere hinanden med hver deres styrker - frem for at begynde at skrive alle artiklerne narrativt.

Aviserne har allerede begyndt denne udvikling. Politikens Esther-serie er et godt eksempel, og det samme er JydskeVestkystens Nicklas-serie. Men der laves også narrative serier uden nyheder, hvor vi synes et nyhedssupplement kunne have løftet projektet - for eksempel Jyllands-Postens nyhedsløse, men ellers fine "Når engle våger". Personligt er det i øvrigt også vores opfattelse, at det er de kombinerede serier af narrative artikler og nyheder, der har haft størst gennemslagskraft i medierne.

Som vist i vores idéskema i kapitel 6 er der masser af emner at gå i gang med. Organdonations-historien ville være oplagt til en observerende narrativ serie med tilhørende nyheder om ventelister, etiske regler og handel med organer.

Men også en forældreretssag kunne for eksempel udgøre en narrativ serie med høj identifikation og mange nyheder om omfanget af sager, konsekvenser for børnene og parternes retslige status i forhold til andre lande.

Selvom den narrative serie tager lang tid at researche og interviewe, tror vi på, vi vil se mere til den i fremtidens danske aviser. Hvis redaktørerne tør satse, giver genren mulighed for - kombineret med nyheder - at give en indsigt i og forståelse af handlingssammenhænge, ingen andre nyhedsmedier kan give. Og som konklusionen lyder i verdens største læserundersøgelse:

"Aviser, der skriver flere artikler i den narrative form opfattes af læserne som lette at læse. ((...) Det at gøre en avis lettere at læse er det største enkelte fokuspunkt for at øge antallet af læsere. Hvis en avis bliver "mere afslappende at læse" og "lettere at finde rundt i" bruger folk mere tid på at læse avisen, de læser grundigere og på flere af ugens dage." (www.readership.org: Understanding and Improving "Easy to Read" Content.)